Socialdemokratiet skylder Ritt Bjerregaard en stor tak for hendes betydningsfulde indsats, lyder det fra Mette Frederiksen.

Poul Nyrup: »Hun flød aldrig med strømmen«

Lyt til artiklen

Den tidligere minister og overborgmester Ritt Bjerregaard (S) er død i en alder af 81 år. Hun sov stille ind i sit hjem på Østerbro i København, omgivet af sine nærmeste.

Ritt Bjerregaard havde kæmpet med en kræftsygdom i sine sene år. Inden det havde hun været hele vejen rundt i dansk politik. Først som folketingsmedlem, senere som minister, inden hun indtog Bruxelles som EU-kommissær for miljø. Senest var hun overborgmester i København mellem 2006 og 2010.

Og Socialdemokratiet skylder hende en stor tak for den betydningsfulde indsats, lyder det fra statsminister Mette Frederiksen i en pressemeddelelse:

»Ritt er her ikke mere. Det er meget svært at forstå. I dag går mine tanker til hendes nærmeste«, udtaler hun.

»Hendes engagement og virkelyst var stor. Hun elskede at udfordre og at blive udfordret. Af den grund havde hun igennem hele sit liv et hav af diskussionsgrupper, debat- og kaffeklubber. Kultur, mennesker, erhvervsliv. Der var aldrig kedeligt omkring Ritt Bjerregaard. Som politiker satte hun tydelige aftryk på udviklingen af det moderne Danmark. Som menneske har hun inspireret og rørt utallige i hendes egen og senere generationer. Få har som hun gennemboret det ene glasloft efter det andet. Udover hendes politiske virke var hun forfatter til talrige bøger og frugtavler. Men først og sidst var hun Ritt», lyder det fra Mette Frederiksen, der betegner Ritt Bjerregaard som »en af sin generations største politikere«.

»Jeg vil savne Ritt Bjerregaards vid, hendes skarpe tunge og hendes sociale indignation. Æret være hendes minde«.

»Hun flød aldrig med strømmen«

Poul Nyrup Rasmussen, tidligere statsminister og formand for Socialdemokratiet, fremhæver Ritt Bjerregaards store engagement:

»Ritt skabte debat og havde klare holdninger, men glemte aldrig at hun var socialdemokrat, om end hun ikke elskede partiet lige højt hele tiden! Hun var et engageret menneske, som aldrig flød med strømmen«.

Også tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har delt ord om Ritt Bjerregaard:

»Ritt var en utrolig stor inspiration og hjælp for mig, da jeg første gang trådte ind i politik. Vi er mange i min generation, som står på skuldrene af hendes præstationer«, skriver hun på Instagram.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) fremhæver Bjerregaards fokus på ligestilling:

»Ritt Bjerregaard talte ligestilling med klar stemme i en tid, hvor mænd stadig talte mest med hinanden og om politik. Tak«, skriver han på Twitter.

Pia Kjærsgaard, stifter af Dansk Folkeparti og tidligere formand for Folketinget, takker også Ritt Bjerregaard på Twitter:

»Tak for mange politiske debatter, da vi begge var opstillet på Fyn. Mange forskelligheder, men altid med gensidig respekt. Ære være hendes minde«.

Mange politikere begræder tabet af Ritt Bjerregaard - læs flere reaktioner her.

Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her