Ritt Bjerregaard var en af de mest farverige og karismatiske politikere, som Danmark har haft i de seneste 50 år. Nu er hun død i en alder af 81 år.
Hun var en af de få politikere, der var på fornavn med danskerne, og hun havde en formidabel evne til at sætte en politisk dagsorden og til at dele vandene med sine synspunkter og udspil.
Hun blev forbillede, inspiration og murbrækker for mange kvinder, der havde ambitioner om at folde talent og karriere ud inden for politik, samfund og kultur, og hun blev beundret af både mænd og kvinder for sit politiske mod og evne og vilje til at sætte sig igennem.
Andre fik Ritt til at se rødt, og en del gjorde begge dele på én gang. Som hendes nære allierede i en årrække, socialdemokraternes tidligere og nu afdøde formand Svend Auken sagde på et tidspunkt, så havde Ritt en evne til at gøre ethvert politisk spørgsmål til en folkeafstemning om sin person.
En ny generation
Ritt Bjerregaard stormede ind i dansk politik som 30-årig som en del af en helt ny generation af unge socialdemokratiske politikere, der havde andre værdier end de traditionelle socialdemokratiske.
De unge socialdemokrater – foruden Ritt var det blandt andre Svend Auken, Helle Degn og Birte Weiss – kom fra partiets venstrefløj. De var modstandere af dansk medlemskab af Fællesmarkedet, som EU hed dengang, de var modstandere af Vietnam-krigen, de var miljøbevidste, og de mente, at tiden kaldte på ligestilling og andre socialdemokratiske værdier end de røde seler og håndbajere, som havde præget partiet i mange år.
Og så havde de ikke den samme modvilje som ældre socialdemokrater mod at samarbejde med det nye parti SF, der var skudt frem til venstre for Socialdemokratiet, og som mange socialdemokrater betragtede som et brud på solidariteten i arbejderbevægelsen.
Senere skiftede de til at blive stærkere tilhængere af EF og senere EU, men holdt på mange områder fast i de andre mærkesager og var dermed med til at forandre Socialdemokratiet og føre partiet ind i en ny epoke i 1980’erne og 1990’erne.
Ritt var blandt de fremmeste fire af dem. Sammen med Svend Auken, Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen kom hun til at udgøre den kvartet, som blev døbt The Fab Four, og som kom til at sidde på magten hos Socialdemokratiet i forskellige kombinationer fra 1987 frem til 2005, hvor Mogens Lykketoft trådte tilbage og overlod posten til Helle Thorning-Schmidt.
De fire sad så tungt på magten i partiet, at de næste generationer med blandt andre Frank Jensen og Pia Gjellerup nærmest blev mast og valgte at forlade Christiansborg. Frank Jensen kom senere til at afløse Ritt Bjerregaard som overborgmester i København. Og det var først, da Helle Thorning-Schmidt blev valgt som et ret ubeskrevet blad i 2005, at skyggen, som de fire stærke politikere og deres indbyrdes opgør havde lagt over partiet, forsvandt.
Arbejderklassen
Ritt var rundet af arbejderklassen og var det personificerede eksempel på, hvordan Socialdemokratiet banede vej for, at unge fra arbejderklassen kunne få uddannelse og arbejde sig frem til gode jobs, velstand og indflydelsesrige poster.
Hendes far var snedker, og Ritt voksede op sammen med sine forældre og to søskende under beskedne og usunde kår på Vesterbro i København.
Hun tog realeksamen på Christianshavns Gymnasium og studentereksamen fra Statens Kursus, var uddannet skolelærer og gift med historikeren Søren Mørch, der underviste på Odense Universitet. Ritt og Søren Mørch bosatte sig i Odense, og det var fra den fynske valgkreds, hun i 1971 blev valgt til Folketinget.
Her gjorde hun en stormende entré og dannede en kaffeklub sammen med andre unge socialdemokrater, og ingen var i tvivl om, at her kom nogle politikere, der ville komme til at spille en rolle i partiet.
Efter to år i Folketinget blev Ritt undervisningsminister og senere socialminister i Anker Jørgensens regeringer. Det var i rollen som undervisningsminister, hun løb ind i sit første politiske nederlag, da Anker Jørgensen bad hende om selv at betale en del af prisen for det, han mente var et lidt for dyrt ophold på Hotel Ritz i Paris.
Det nægtede Ritt, og hun måtte gå af som minister. Det var ved den lejlighed, at Ritt til sin egen store fortrydelse måtte tørre en tåre væk fra øjenkrogen.
Fyringen blev den første af flere sager, hvor Ritt Bjerregaard blev kritiseret for at have en for en socialdemokrat lidt for luksuriøs livsførelse. En holdning, som hun selv nægtede at ligge under for. Denne principfasthed, som nogle kaldte stædighed, kom til at spille afgørende ind i hendes politiske liv.
Ritt var principfast, men kunne også være ekstremt pragmatisk og foretage markante holdningsskift uden at blive beskyldt for at være holdningsløs.
Hun gik fra at være EF-modstander til at være skeptiker og unionsmodstander, der spillede en afgørende rolle, da Socialdemokratiet i 1986 valgte at stemme nej til traktaten om EU’s indre marked. Men da danskerne havde stemt ja, blev Ritt fuldtonet EU-tilhænger. Nu var beslutningen truffet. Danmark var en del af »det nordtyske sletteland«, sagde hun, og så gjaldt det om at være med og gøre sin indflydelse gældende.
Ritt skrev debatbøger. Hun bragte sig selv og sine politiske holdninger i centrum. Hun krævede skeletterne ud af de socialdemokratiske skabe. Hun gik i clinch med fagbevægelsen og argumenterede allerede i 1980’erne for en omstilling af samfundet væk fra den traditionelle industri til en mere grøn og moderne produktion. Hun skrev og talte om kustoderne i det socialdemokratiske museum, så de røde seler var ved at briste.
Magtdelingen
I 1987, da Anker Jørgensen trådte tilbage efter at have tabt til den konservative statsminister Poul Schlüter ved to valg, indgik Ritt Bjerregaard en alliance med Svend Auken.
De to delte magten. Ritt accepterede, at Svend Auken skulle være formand og efter planen senere statsminister. Ritt skulle være nummer to, gruppeformand og senere udenrigsminister.
En effektiv arbejdsdeling var skabt mellem den visionære og inspirerende politiske begavelse Svend Auken, som havde en noget flagrende ledelsesstil, og den håndfaste og driftssikre Ritt, som kunne holde styr på gruppen og sikre ro i baglandet. En effektiv og overbevisende duo trådte frem i forreste række, og det var i den forbindelse, at Ritt kom til at bruge udtrykket, der senere blev almindeligt i folkemunde: »Det, Svend mener, er ...«.
Duoen førte Socialdemokratiet til en kæmpesejr ved valget i december 1990, hvor partiet fik 37,4 procent af stemmerne. Men der manglede et enkelt mandat til at få magten. De radikale ønskede ikke Auken som statsminister, og et forsøg på at hente de afgørende mandater hos Mimi Jakobsen og CD mislykkedes. Socialdemokratiet havde udsigt til endnu en periode i opposition, og frustrationerne bredte sig i baglandet.
Igen blev det en sag om arbejderpigen Ritts forhold til det mere luksusbetonede, som ændrede den politiske historie. Ritt boede sammen med Søren Mørch på Fyn i et hus i Odense, men hun havde samtidig en billig syvværelses lejlighed på Vesterbro i København. Ekstra Bladet skrev om sagen, og der rejste sig et krav fra folkedybet om, at hun skulle opgive lejligheden.
Det afviste Ritt. Svend Auken afviste længe at gribe ind, men da partiet til sidst var ved at revne, greb han ind og afsatte Ritt, men ødelagde dermed samtidig sin fremtid som formand for Socialdemokratiet. Aftalen om magtdelingen var faldet til jorden. Uden Ritt kunne Auken ikke styre partiet, hvor frustrationerne efter næsten 10 år i opposition var så voldsomme, at Poul Nyrup Rasmussen – støttet af Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregaard – valgte at stille op mod Svend Auken.
Det, som er kaldt kongemordet, blev en realitet 11. april 1992. En dag, som gamle socialdemokrater aldrig glemmer. Den dag, hvor en socialdemokratisk formand for første gang blev væltet.
Kommissæren
Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister og udnævnte Ritt Bjerregaard til EU-kommissær i 1995. Ritt fik ansvaret for miljøet, men kom også i Bruxelles til at lægge sig ud med sine politiske chefer, da hun skrev ’Kommissærens dagbog’, som indeholdt en række beskrivelser af personer og politiske begivenheder i det europæiske samarbejde, som ikke var beregnet til offentliggørelse.
I 1999, da en samlet EU-Kommission måtte trække sig efter hårde anklager om svindel, korruption og dårlig ledelse, vendte Ritt tilbage til Danmark og sin elskede æbleplantage på Midtsjælland. I en periode var hun ude i den politiske kulde og måtte vænne sig til et liv, hvor hun måtte tage bussen, når hun skulle rundt i byen, og hvor der ingen bistand var fra partiet. Men hun viste endnu en gang, at hun ikke var til at komme udenom, da Poul Nyrup Rasmussen hentede hende ind som fødevareminister i sin regering i 2000.
Nogle år senere overraskede Ritt igen, da hun stillede op og i 2005 blev valgt som overborgmester i København. Her satte hun som noget af det første fokus på en sag, som siden er blevet endnu mere aktuel: behovet for billige boliger i København. Hun fik kun held til at bygge nogle få, men ønsket er blevet på dagsordenen siden da.
Og sådan har det altid være med Ritt. Selv i sin tid som pensionist kunne Ritt med enkle greb få hele landet til at tale om det samme. Som det skete, da hun for nogle år siden efter et hospitalsophold, hvor hun blev behandlet for sin kræftsygdom, i en klumme i Ekstra Bladet kritiserede hospitalsmaden for at være alt andet end sundhedsfremmende.
Ritt Bjerregaard fortalte åbent og usentimentalt om sin kræftsygdom, som hun levede med i en årrække. Hun deltog i sine sidste år aktivt i den offentlige og politiske debat i både tv og med debatindlæg i aviser.
Det var ikke svært at forstå, hvad Ritt Bjerregaard sagde og mente, og da #MeToo-bølgen skyllede ind over de vestlige samfund og dermed også gennem Danmark, kunne Ritt bidrage med historier om, hvordan det var at være ung kvinde i politik i 1970’erne, hvor kvinderne blev udsat for en del. Ritt Bjerregaard havde styrken og viljen til at kæmpe sig igennem til en fornem politisk karriere og en position som en respekteret stemme, der blev lyttet til i den offentlige debat, efter at hun havde afsluttet den politiske karriere.
Efter valget 1. november 2022 var der således igen bud efter hendes viden og erfaringer, denne gang som en af de politikere, der havde været minister i SV-regeringen i 1978 og dermed personligt havde oplevet en flertalsregering hen over midten.
--------------------
Rettelse: I en tidligere version stod der, at Ritt Bjerregaard var socialminister, da hun blev fyret for at have boet for dyrt i Paris. Hun var undervisningsminister - det var i 1978.
Desuden stod der, at hun blev student fra Christianshavns Gymnasium, men der tog hun realeksamen.
fortsæt med at læse
