Europaparlamentarikeren Pernille Weiss (K) har ikke være en god chef for sine ansatte i Bruxelles.
Det konkluderer en intern undersøgelse, som De Konservative selv har lavet. Derfor har et enstemmigt forretningsudvalg i partiet besluttet, at hun ikke skal genopstille ved EU-valget i 2024, oplyser partiet i en pressemeddelelse.
En række tidligere ansatte under Weiss har medvirket i undersøgelsen og beskrevet episoder om »mobning, ydmygelser og trusler«, skriver partiet. Det oplyses desuden, at alle interview med de tidligere ansatte er foregået separat, men at konklusionen er den samme.
Ifølge partiet har arbejdsmiljøet ført til sygemeldinger grundet stress og opsigelser på Weiss’ kontor. Og det er ikke godt nok, mener Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.
»Der er bred enighed om, at vi ikke genopstiller Pernille Weiss til næste Europa-Parlamentsvalg. Beslutningen er truffet alene på baggrund af hendes opførsel over for hendes tidligere medarbejdere i Bruxelles«, siger Pape i pressemeddelelsen.
Pape foretrækker, at Weiss nedlægger sit mandat
Weiss blev valgt til Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti ved valget i 2019. Her fik hun 80.140 personlige stemmer. Hun sidder på partiets ene mandat i Bruxelles.
Ritzau arbejder på at få en kommentar fra Weiss. Til Ekstra Bladet udtaler Weiss i en mail, at hun er ked af kritikken og situationen:
»Der skal dog ikke herske tvivl om, at jeg er meget ked af de oplevelser, som de tidligere medarbejdere giver udtryk for, at de har oplevet. Som leder, siden jeg var 25 år, har jeg altid gjort mig umage med at sikre trivsel og udvikling for den enkelte og for alle«, skriver Weiss i mailen.
Arbejdsmiljøet har ifølge Weiss været udfordret af coronarestriktioner og af »et helt nyt og uerfarent team«. Men nu er der styr på problemerne, mener Weiss selv.
Partiet fik ifølge Søren Pape Poulsen de første henvendelser fra tidligere ansatte af Weiss i marts. Inden da havde der været rygter om et dårligt arbejdsmiljø på Weiss’ kontor i Bruxelles sidste år, siger han.
»Vi hørte lidt på vandrørene. Men når der ikke er nogen, der står frem, hvad gør man så? Ja, så kontakter vi selvfølgelig Pernille Weiss og siger, at vi hører de her rygter og spørger hende ind til det. Hun afviser noget som helst om det, og da der ikke er nogen, som står frem, er det svært at komme videre med. Men det kom der så her i marts. Og i det sekund satte vi en undersøgelse i gang«, siger Pape.
Rapport indeholder sønderlemmende kritik: Borgmester frabad sig gravide medarbejdere i sin forvaltningKonservative ekskluderer ikke Weiss trods sagerne. Weiss kan blive siddende i EU-Parlamentet frem til næste valg. Enten som en del af Konservative eller som løsgænger. Hun kan som en tredje mulighed vælge at give sit mandat videre til sin suppleant. Det er Kuzma Pavlov Jensen, som fik 3.329 personlige stemmer ved valget i 2019. Næste valg til EU-Parlamentet finder sted 6.-9. juni 2024. Den præcise dato for valget i Danmark kendes ikke endnu.
Søren Pape Poulsen ser helst, at europaparlamentarikeren Pernille Weiss (K) trækker sig fra Europa-Parlamentet.
»Jeg har opfordret Pernille at trække sig fra Europa-Parlamentet«, siger Pape.
Konservative gav Weiss besked tirsdag. Beslutningen betyder, at partiet skal finde en ny spidskandidat til næste års valg. Spidskandidaten vælges på partiets landsråd i september.
Partiet meddeler allerede nu, at ingen af de nuværende folketingsmedlemmer, som der er 10 af, stiller op.
Ritzau
fortsæt med at læse




























