Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) nåede dårligt at ankomme, før han fredag morgen blev mødt af kritiske spørgsmål på gangen på Christiansborg. Ministeren var indkaldt til samråd for at forklare, hvorfor 13 organisationer i månedsvis har ventet forgæves på de penge, de er blevet stillet i udsigt på finansloven.
En håndfuld repræsentanter fra de berørte organisationer var mødt op og dannede ring om ministeren, da han viste sig. Én lod ministeren vide, at de udeblevne penge har haft »vidtrækkende negative konsekvenser« for organisationens arbejde.



























