Da Lars Boje mandag formiddag havde inviteret til interimistisk pressemøde var der ét spørgsmål, han ikke havde lyst til at svare på: Synes Boje, at hans folketingskollega Samira Nawa fra Radikale Venstre er dansk?
»Det er noget politisk«, svarede formanden for Borgernes Parti og forsvandt ind bag døren til sit sekretariat.
Tirsdag har Politiken forsøgt igen at få svar på samme spørgsmål.
Det er blevet relevant, efter B.T. i sidste uge kunne beskrive et syv måneder gammelt opslag på X, hvor det nu valgte BP-folketingsmedlem Nadja Natalie Isaksen skrev, at Radikale Venstres Samira Nawa ikke er dansk.
Udtalelserne fra Isaksen er langt over stregen, siger Samira Nawa.
»Det er et så personligt og voldsomt angreb på mig og min familiebaggrund, mine gener og min arvemasse«, siger Nawa.


























