De hundreder af valgplakater blev fundet hos den sigtede mand i Albertslund. Plakaterne er afleveret tilbage.

Mand sigtes for at rive mere end 300 valgplakater ned

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

I weekenden blev valgplakater hængt op i gader og stræder landet over, men i Albertslund forsvandt hundredvis af dem efter ganske kort tid. I alt blev mere end 300 valgplakater revet ned i byen, og en mand i 40’erne blev mandag anholdt og sigtet for hærværk, skriver Sjællandske Nyheder. Manden sigtes nu for hærværk.

Plakaterne blev fundet hjemme hos den sigtede mand, og de blev siden afleveret tilbage på Albertslund Rådhus. Derfor er flere af dem igen tilbage at hænge i lygtepælene.

De fjernede valgplakater var fra flere forskellige partier og kandidater, der er opstillet til det kommende kommunalvalg i kommunen på den københavnske vestegn. Lokale kandidater fik nys om de nedrevne valgplakater, efter at en video florerede, hvor man kunne se, at en lang række plakater var væk omkring Bytorvet i Albertslund.

Den socialdemokratiske kandidat Julie Marie Larsen modtog videoen fra en partifælle mandag morgen.

»Det undergraver vores demokrati, at nogen fjerner vores valgplakater, og det mener jeg på alles vegne, for det er gået ud over os alle«, siger hun til Sjællandske Nyheder.

Vestegnens Politi oplyser til Sjællandske Nyheder, at alle politikredse har et øget fokus på sager om hærværk og lignende i forbindelse med det kommende regions- og kommunalvalg.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her