Nikita på 6 år smider sine støvler og flyverdragt i sin garderobe under et kvadratisk kanvas, hvor hun selv har malet en orange sol med lange øjenvipper og store, røde læber. Mens Anker hænger sin jakke op i garderoben ved siden af under sin gule sol med stikkende øjne og drabelige tænder.
Sammen buldrer de på ivrige strømpefødder på den grå linoleum ind til de andre seks kammerater i 0. klasse i Bork Skole. Det er en af de tre skoler i Ringkøbing-Skjern Kommune, der ligger og vipper omkring et elevtal på 75 elever., som er smertegrænsen for, hvornår byrådet 40 kilometer nordpå vil lade skolen fortsætte. Men det er også afgørende for, om børnefamilier vil slå sig ned yderligt i Danmarks største kommune, målt i areeal.




























