Radikale peger på Stephanie Lose: Venstre får formandspost for Danske Regioner

Stephanie Lose bliver nu formand for Danske Regioner for venstre.
Stephanie Lose bliver nu formand for Danske Regioner for venstre.
Lyt til artiklen

Det bliver formanden for Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), der de næste fire år kommer til at stå i spidsen for Danske Regioner.

Det ligger fast, efter at De Radikale har besluttet at pege på venstrepolitikeren som efterfølger til Bent Hansen (S), der ikke genopstillede ved valget.

»Stephanie Lose har vist, at hun har en åben og inddragende ledelsesstil. Hun har også de rette menneskelige og politiske lederegenskaber«, siger Karin Friis-Bach (R), der er forhandlingsleder for De Radikale.

»Men først og fremmest hænger det sammen med, at Venstre først er kommet på banen med et godt tilbud til os«.

De Radikale får den magtfulde post som formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner.

Regionsvalget, der fandt sted samme dag som kommunalvalget i sidste uge, endte sådan, at rød blok har otte mandater i Danske Regioners bestyrelse. Og det samme har blå blok.

De Radikales enlige mandat er dermed afgørende for, hvem der får den magtfulde og profilerede formandspost, der siden regionernes dannelse har været besat af Bent Hansen.

Nyvalgt regionsformand kalder det respektløst

Den nyvalgte formand for Region Midtjylland, socialdemokraten Anders Kühnau, advarede inden valgte de radikale om at gøre, som de har gjort. Han kaldte det valg, de nu har truffet, for respektløst:

»S har vundet fire regioner, og V kun en. For mig at se har vælgerne klart peget på, at man ønsker en socialdemokrat i spidsen for Danske Regioner. Det vil være ejendommeligt, hvis de radikale peger på den eneste Venstre-formand ud af fem i regionerne. Men det er selvfølgelig en mulighed«, sagde Anders Kühnau.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her