På trods af, at regionsrådsvalget ikke har været prangende for Radikale Venstre, så står partiet i en drømmeposition. Partiet er tungen på vægtskålen i Danske Regioners bestyrelse, og det er således det socialliberale mandat, der afgør, om det er Venstres eller Socialdemokraternes kandidat, som skal tage over efter den mangeårige formand Bent Hansen (S).
»Det er selvfølgelig en udmærket situation for os at være i«, lyder det fra Karin Friis Bach, der er forhandlingsleder for de radikale i landets regionsråd.




























