Bornholm, Bornholm, Bornholm – du, min ubevogtede og strategisk placerede ferieø.
Sådan havde Ib Mossin måske sunget omkvædet mindre elegant, hvis den ikoniske hymne til klippeøen skulle genindspilles her i 80-året for Sovjets invasion af Bornholm.
For sandheden er, at Bornholm i dag kan ende i en situation, hvor øen er stort set ubevogtet. Det siger Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet.
»Det er langtfra hensigtsmæssigt, øens geostrategiske placering taget i betragtning«, siger han.
Den analyse deler forsvaret, der vil oprette et nyt regiment med navnet Bornholms Regiment, som bliver en infanteribataljon med fast base på klippeøen. Regimentet erstatter den nuværende opklaringsbataljon, der har hjemme på øen, men som i tilfælde af krig eller krise andetsteds vil forlade øen.
Regimentets kerneopgave bliver selvfølgelig at bevogte og forsvare øen i tilfælde af krig
»Opklaringsbataljonen er tilknyttet hærens 1. Brigade. Det betyder, at hvis der er optræk til krig et andet sted, skal opklaringsbataljonen forlade Bornholm og tilslutte sig resten af brigaden. Det er det, der er kernen i problemet. For så befinder øen sig i en situation, hvor den reelt set er tømt for soldater og er ganske let at overtage. Det vil forsvaret selvfølgelig gerne undgå«, siger Peter Viggo Jakobsen.
I dag er der cirka 200 soldater på Bornholm, som er samlet ved Almegårds Kaserne i udkanten af Rønne. Foruden opklaringsbataljonen er kasernen hjemsted for et kuld værnepligtige.
»Skrækscenariet er, at Rusland angriber et Nato-land i Baltikum. Det vil betyde, at hærens 1. Brigade skal samles for at forsvare det land. Det efterlader Bornholm stort set tom for soldater. Rusland kan derefter ganske let erobre øen, der fungerer som en prop i Østersøen. Derfra kan de bremse alle andre Nato-lande, der skal sejle forbi Bornholm for at komme balterne til undsætning«, siger han.
En sulten russisk bjørn
Nøjagtigt hvor mange soldater Bornholms Regiment skal bestå af, er ifølge forsvarschef Michael Hyldgaard stadig uklart, men antallet af soldater på Bornholm forventes at stige. Selvstændig forsvarsanalytiker Hans Peter Michaelsen, der er tidligere officer i flyvevåbnet, fortæller, at en bataljon typisk består af et sted mellem 500 og 900 soldater.
Helt så mange soldater forestiller Hans Peter Michaelsen sig dog ikke, at der bliver behov for på Bornholm.
»Regimentets kerneopgave bliver selvfølgelig at bevogte og forsvare øen i tilfælde af krig – men først og fremmest skal de afskrække Rusland. Det handler om, at Bornholm ikke skal ligge som en lille lækker forsvarsløs godbid for en sulten russisk bjørn«, siger han.
Det nye regiment på Bornholm handler i større grad om signalværdi
Detaljerne om, hvordan Bornholms Regiment bliver udrustet, mangler stadig at komme på plads. Men Hans Peter Michaelsen understreger, at det ifølge hans vurdering er rigeligt, hvis regimentet kontrollerer de to havne i Rønne og Nexø samt Bornholms lufthavn.
»Hvis Bornholms Regiment løser de opgaver, er de meget langt, for så vil prisen allerede være for høj for Rusland, hvis de skal landsætte tropper:
»Det vil formodentlig kræve et stærkt luftforsvar, mobile panserværnsmissiler samt landbaserede sømålsmissiler (LSM), der gør, at Rusland ikke bare sådan lige kan sende styrker ind for at overtage øen i et hurtigt kup«, siger han.
Frustreret bornholmsk folkesjæl
Selv om FE vurderer, at Rusland kan være klar til at indlede krig mod et Nato-land inden for to år, er Peter Viggo Jakobsen enig i, at det ikke kræver en hel hær at afskrække russerne fra at se Bornholm som et potentielt mål. Tværtimod.
»Ud fra et militært synspunkt mener jeg, at der ikke er et stort behov for at forstærke den militære tilstedeværelse på Bornholm. Jeg vurderer ikke den militære trussel fra Rusland som ret stor. Det nye regiment på Bornholm handler i større grad om signalværdi«, siger han.
FAKTA
Hvad er et regiment?
Et regiment er en hærafdeling med et par tusind soldater fordelt på en række underafdelinger, hvorimod en bataljon typisk består af 300-1.000 soldater.
Hæren består på nuværende tidspunkt af to brigader og ni regimenter. Herunder hører en lang række enheder: bataljoner, kompagnier og delinger.
Med den nye hærplan vil regeringen oprette et tiende regiment.
Kilde: Forsvaret.dk
Ifølge Peter Viggo Jakobsen har det danske signal om oprustning tre modtagere. Det er Rusland, der skal afskrækkes. Det er vores allierede – især Sverige, der i årevis har oprustet militært på Gotland for at imødegå det skærpede trusselsbillede i Østersø-regionen. Og til sidst er det også et signal til de knap 39.000 bornholmere, der har historiens svigt rodfæstet i den kollektive hukommelse.
»Der har klart været et politisk behov fra Christiansborg og et ønske om at signalere, at Bornholm ikke bliver ladt i stikken igen, som de gjorde 5. maj 1945, da Danmark blev befriet, men glemte bornholmerne, der i stedet blev besat af Sovjetunionen få dage efter. Det er en tilbagevendende kilde til frustration i den bornholmske folkesjæl«, siger han.
Det er stadig uklart, hvornår bornholmernes nye forsvar er på plads. Hærplanens store omrokering, hvor man i forsvaret vil gå fra omkring 23.000 årsværk til 28.000, vil blive implementeret frem mod 2033. Hans Peter Michaelsen og Peter Viggo Jakobsen er enige om, at øvelsen med at få etableret Bornholms Regiment kan gøres inden for overskuelig fremtid, men der er stadig for mange ubekendte til, at eksperterne tør sætte dato på.
Oprustningen på Bornholm vil blive mødt af øget russisk opmærksomhed. Det fortæller den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, i en kommentar til TV 2. Her udtrykker ambassadøren bekymring over den øgede militarisering af Bornholm, som tidligere blev betragtet som »fredens ø«.
Overblik
Det kan du opleve på Politikens scener
Politiken har traditionen tro et stort program på Folkemødet.
Oplev blandt andre Roald Als i samtale med Mette Frederiksen, DM i debat, Elisabet Svane og Noa Redington, en liveudgave af Bente Klarlunds brevkasse, Margrethe Vestager interviewet af Christian Jensen og meget mere.
De musikalske indslag står Anne Linnet og Peter A.G. Nielsen for.
fortsæt med at læse


























