Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Mpox - som tidligere hed abekopper - har spredt sig i DR Congo og nabolande og er nu en global sundhedskrise.

WHO erklærer global sundhedskrise på grund af mpox

Foto: Arlette Bashizi/Ritzau Scanpix
Foto: Arlette Bashizi/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, erklærer onsdag for anden gang på to år global sundhedskrise på grund af sygdommen mpox.

Det sker, efter at et udbrud af virusset i DR Congo har spredt sig til nabolande.

Virusset kan sprede sig ved tæt kontakt. Sygdommen udvikler sig sædvanligvis mildt, men kan i sjældne tilfælde være dødeligt.

Den giver influenzeagtige symptomer, og der kan være udslæt med blærer.

WHO’s erklæring om en offentlig sundhedskrise af international betydning forkortes PHEIC (Public Health Emergency of International Concern).

Betegnelsen global sundhedskrise har til formål at udløse en global og koordineret respons og give adgang til finansiering af vaccine- og behandlingssamarbejde.

Udbruddet i DR Congo begyndte med spredningen af en såkaldt endemisk variant.

Men en ny variant lader til at have lettere ved at sprede sig gennem tæt kontakt. Den har spredt sig til Burundi, Kenya, Rwanda og Uganda.

»Det står klart, at en koordineret international respons er afgørende for at stoppe disse udbrud og redde liv«, siger generaldirektør for WHO Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Mpox hed tidligere abekopper.

Det var i juli 2022, at mpox første gang blev erklæret en global sundhedskrise. I maj 2023 mistede det udbrud statussen som global sundhedskrise.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her