Hvad tror du, det betyder for min sundhed, at jeg lytter i stedet for at læse?
Anita: Du skriver for nylig i en klumme om, hvorfor læsning er sundt, og det giver så god mening for mig, ikke mindst i disse dage, hvor en ny verdensorden gør, at både unge og gamle skal tage alle midler i brug for at undgå angst og stress, så vi kan bevare vores sunde fornuft. Nu til spørgsmålet: Jeg har i rigtig mange år haft et travlt arbejds- og hjemmeliv med fuldtidsarbejde og børnepasning. Jeg synes ikke, at det var muligt at prioritere læsning. Men det var et savn, så for et par år siden begyndte jeg i stedet at lytte til lydbøger, både fag- og skønlitteratur. Læselytningen giver mig mulighed for at tilegne mig en masse viden og gode oplevelser, som jeg ellers ikke ville få. Og nu er det blevet en daglig rutine. Jeg lytter, når jeg cykler til og fra arbejde, jeg lytter, når jeg tømmer opvaskemaskine og stryger tøj, jeg lytter, når jeg går tur med hunden – dog ikke hver gang, for jeg nyder i høj grad også at høre naturens lyde og fuglenes sang. Hvad tror du, det betyder for min sundhed, at jeg lytter i stedet for at læse?
Bente Klarlund Pedersen: Det er korrekt, at forskningen tyder på, at læsning er godt for den mentale sundhed. Videnskaben er udført på personer, der rent faktisk læser bøger, mens rigtig mange, ligesom du, lytter til bøger. Jeg har også selv svært ved at få tid til at læse bøger, men jeg lytter bøger, når jeg løber, går, kører bil, ordner vasketøj og laver mad. Og jeg elsker det. Jeg sidder aldrig ned og lytter. For mig er boglytning noget, jeg gør, mens jeg bevæger mig. Det beriger mit sind og min krop. Men er det lige så godt at lytte som at læse en bog?




























