Hvordan kan en psykose gøre det magtpåliggende at gå fysisk til angreb på andre?
»Psykosens væsen er, at den er 110 procent virkelig for den syge. Det er klart, at hvis du er overbevist om, at nogen vil slå dig ihjel, så er du nødt til at forsvare dig, hvis du har dit liv kært. Husk på, at det er de ganske få patienter, der begår drab, som samfundet hører om. Alle de andre er dem, som billedligt talt sidder under et bord i deres lejlighed og ikke tør komme ud, fordi hele verden er en trussel imod dem. Jeg havde engang en patient, som var så angst, at han var flyttet ud i sit badekar, fordi han var overbevist om, at nu kom Tredje Verdenskrig, og det var helt virkeligt for ham. Han havde indrettet sig med standerlampe, dyne og forsyninger. Så lå han dér i badeværelset. Han er mindst lige så syg som dem, der gør noget mod andre, men det er kun ham selv, som lider«.


























