Hvilke skader forvolder kol?
Flemming: I avisen beskrev du følgerne af rygning. Har du lyst til at skrive om, hvilke skader kol forvolder? Det er en meget belastende sygdom, der efter rygestop, selv i en ung alder, kan ’hævne’ sig senere i livet. Min hustru holdt op, da hun var cirka 40 år og har nu fået en alvorlig kol, der begyndte, da hun var cirka 70 år. Nu er hun 80 og kan kun gå korte ture, langsomt, og kan kun med besvær gå op ad trapper. Jeg håber, at du vil tage dette alvorlige problem op.
Bente Klarlund Pedersen: Jeg har bedt lægerne Jacob Peter Hartmann og Milan Mohammad, der forsker i lungesygdomme, om at hjælpe med dette svar. Kol (kronisk obstruktiv lungesygdom) er en sygdom, der ofte viser sig mange år efter, man har lagt cigaretterne på hylden. ’Kronisk’ betyder, at sygdommen ikke kan helbredes, og ’obstruktiv’ betyder, at luftvejene bliver forsnævrede, så det bliver svært at få luften ordentligt ud af lungerne. Mange beskriver det som at trække vejret gennem et sugerør, især ved fysisk aktivitet. De mest almindelige symptomer er åndenød, hoste og slim fra lungerne.


























