En kost med masser af grønt nedsætter risikoen for bl.a. hjertekarsygdomme og cancer. Så hvorfor spiser vi ikke flere grøntsager? Det handler ikke om pris alene. Man kan faktisk købe et kilo gulerødder eller et spidskål til 12 kr. Men skal det smage godt, skal grøntsagerne tilberedes med krydderier, krydderurter og olivenolie. Så helt billigt er det ikke. En anden lige så vigtig barriere er tid. Rigtigt mange grøntsager skal renses, pilles og hakkes. Det kan være tidskrævende at købe ind, bære hjem og tilberede en grøntsagsbaseret middag.
De færdiglavede retter blev opfundet, da kvinderne kom på arbejdsmarkedet, men stadig stod for husholdningen. En amerikansk undersøgelse viser, at køer og trafikkaos på motorvejene betyder, at flere køber takeaway til aftensmad. Tid er en faktor. I en travl hverdag er vi mange, der forfalder til den ultraforarbejdede model med købepizza og -lasagne. Den slags mad har ofte en blød konsistens, der er så hurtig at spise, at vi får store mængder indenbords, før appetitcenteret vågner op. Overvægten lurer.


























