I alt har 43 patienter søgt erstatning, fordi de mener, at Novo-midler har givet dem alvorlig øjensygdom.

Flere får erstatning for øjensygdom efter brug af Novo-midler

Arkvifoto Amanda Andrade-rhoades
Arkvifoto Amanda Andrade-rhoades
Lyt til artiklen

Fire patienter får erstatning for en alvorlig øjensygdom som følge af brugen af Novo Nordisk-midlerne Wegovy og Ozempic.

Det oplyser Patienterstatningen, der har afgjort de første fem sager, i en pressemeddelelse.

De får tilsammen en erstatning på 800.000 kroner, men det beløb kan stige, hvis det også vurderes, at det har ført til tabt arbejdsevne.

Novo Nordisk har udviklet Wegovy og Ozempic til behandling af henholdsvis overvægt og diabetes.

I alt har 43 patienter søgt erstatning, fordi de mener, at de har fået øjensygdommen Naion som bivirkning af de to midler.

I slutningen af 2024 meddelte EU’s lægemiddelagentur (EMA), at det ville granske to studier, som pegede på en sammenhæng mellem brugen af midlerne og Naion.

Sygdommen rammer den forreste del af synsnerven og kan give synstab.

Statistisk rammer det færre end 1 ud af 10.000 patienter, som bruger enten Wegovy, Ozempic eller Rybelsus, som alle af Novo-midler.

I midten af 2025 vurderede den europæiske bivirkningskomité Prac, at øjensygdommen var en sjælden bivirkning ved semaglutid, der er det aktive stof i de tre midler.

Få måneder herefter blev det en del af midlernes indlægsseddel, og nu har Patienterstatningen så afgjort de første fem sager.

Ingen automatisk erstatning

Karen-Inger Bast, der er direktør for Patienterstatning, siger i meddelelsen, at »det er synd for patienterne, der er blevet ramt af bivirkningen«.

»Det er også meget komplekse sager at vurdere, fordi der er tale om ny medicin og patienterne i forvejen er i risikogruppen for at få Naion«.

»Vores opgave er at give patienterne en grundig og gennemarbejdet afgørelse. Det giver forhåbentligt patienterne en afklaring på deres forløb«, siger hun.

Det er ikke alle patienter, der automatisk har ret til erstatning. Alle sager skal vurderes individuelt, og loven kræver, at det skal være ’overvejende sandsynligt’, at et lægemiddel er skyld i en bivirkning.

Det er staten, der står for at udbetale erstatning til patienter, der har fået medhold hos Patienterstatningen.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her