Tal fra Danmarks Statistik viser, at mænds middellevetid for første gang nogensinde har rundet 80 år.

Mænd lever nu i gennemsnit 80 år

Foto: Christian Falck Wolff
Foto: Christian Falck Wolff
Lyt til artiklen

Kvinder lever i gennemsnit længere end mænd, men forskellen i middellevetiden for de to køn skrumper.

Og for første gang nogensinde har den gennemsnitlige levetid for mænd rundet 80 år.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, der er offentliggjort torsdag.

Hen over det seneste er middellevetiden for mænd vokset med 0,4 år til 80,3 år. For kvinderne lyder stigningen på 0,2 år, og de lever nu 83,9 år i gennemsnit.

Dermed er forskellen i middellevetiden for de to køn altså nede på 3,6 år, hvor den for 20 år siden hed 4,6 år.

Nicoline Rosenlund, der er sundhedschef i Sampension, forklarer fremgangen i mændenes middellevetid med, at der igennem længere tid har været større fokus på mænds sundhed.

Halter efter nordiske naboer

Der er dog fortsat brug for, at mændene tager endnu bedre vare på deres helbred.

»For eksempel ved vi, at mænd er langt mindre tilbøjelige end kvinder til at gå til lægen«.

»Her kan det jo få fatale konsekvenser og i værste fald reducere levetiden, hvis man ikke i tide søger hjælp og reagere på symptomer, der potentielt kan være alvorlige«, siger Nicoline Rosenlund.

Selv om det altså går fremad for danskernes sundhedstilstand og levetid, så halter vi fortsat efter lidt vores nordiske naboer.

I Norge og Sverige er den gennemsnitlige levetid for befolkningen som helhed over 83 år.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her