EU-Kommissionen har godkendt, at Novo Nordisk må markedsføre vægttabsmidlet Wegovy i pilleform i EU.
Det skriver selskabet onsdag i en pressemeddelelse.
Wegovy er dermed det første godkendte vægttabsmiddel i pilleform i unionen.
»Det her er mere end en milepæl inden for lovgivningen. Det er et skridt på vej mod bedre og varig sundhed for mennesker med fedme og en stærk samfundsmæssig indsats over for en af Europas største sundhedsudfordringer«, lyder det fra administrerende direktør Mike Doustdar i pressemeddelelsen.
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) anbefalede tilbage i maj, at godkendelsen af Wegovy blev udvidet til også at gælde pilleversionen.
Godkendelsen af vægttabsmidlet er den femte i rækken.
Det blev til at starte med lanceret i USA i begyndelsen af året, hvorefter også Storbritannien, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain har godkendt pilleversionen.
Det lyder desuden, at selskabet forventer at lancere pillen i andre lande i anden halvdel af 2026.
Kun tiltænkt voksne
Pillen er et alternativ til Wegovy i injektionsform, som allerede er godkendt til salg i EU, og den bliver tilgængelig med en recept.
Pillen skal tages en gang om dagen på tom mave efter mindst otte timers faste. Efter at have taget pillen skal man vente mindst 30 minutter, før man spiser, drikker eller tager anden medicin.
I injektionsform er Wegovy godkendt til patienter fra 12 år. I pilleform er den kun tiltænkt voksne, skrev EMA i maj.
Det lød desuden fra agenturet, at de mest almindelige bivirkninger ved Wegovy-pillen er ting som kvalme, diarré, forstoppelse, mavesmerter og opkastning.
Dermed ligner bivirkningsprofilen for pillen den, der er kendt for den ugentlige injektion.
Foruden EU’s godkendelse af Wegovy-pillen har kommissionen også godkendt, at Novo Nordisk kan sælge en højere dosis af vægttabsmidlet i injektionsform.
Ritzau




























