Arkitekt Christian Raun, Frederiksberg, fremstiller miniaturefigurer, og han er en af de få, der gør det helt fra bunden ved at modellere en grundfigur, lave form, støbe modeller og bemale dem.

Han blev grebet af hobbyen, da han for godt ti år siden følte et behov for at beskæftige sig med andet end arbejde og vedligehold af sommerbolig. »Som barn byggede jeg skibsmodeller, og min far samlede på tinsoldater, men det med selv at skabe tredimensionelle figurer begyndte først sent i voksenlivet, da jeg følte, der manglede noget kreativt om vinteren, og i øvrigt fandt ud af, at mænd lever længere, når de har en hobby«. Hvorfor lige tinsoldater? »Min første figur var faktisk en kamel med rytter, som jeg blev inspireret til på en af mine mange rejser til Nordafrika. At det siden blev tinsoldater og militærhistorie, skyldes nok, at det er et veldokumenteret område, for det betyder meget for mig, at gengivelsen er autentisk. Jeg søgte viden i Chakoten, Dansk Militærhistorisk Selskab ( www.chakoten.dk, red.), og fællesskabet der har givet interessen en ekstra dimension«. Hvad siger andre til det? »Bliver min kæreste spurgt, svarer hun, at det er helt fint, »for så kommer han ikke ud i noget snavs eller hænger på gadehjørner«. Og mange gamle venner er faktisk ganske imponerede over figurerne«. Hvad koster hobbyen dig? »Jeg bruger under 1.000 kroner om året på epoxy-modellervoks, silikonegummi til forme, tin til støbning og akrylfarve. Alle remedier kan være i en kasse, der kun vejer som to romaner og derfor medbringes, når jeg om efteråret tager på ferie i Frankrig eller Italien. Så sidder jeg og hygger med lidt tinsoldater om aftenen, når jeg er for træt til andet«.
Kræver arbejdet fuld opmærksomhed? »Der er øjeblikke, som kræver fuld koncentration, men som regel kan man sagtens høre musik eller snakke og være social samtidig, for man går til og fra og laver en lille smule ad gangen«. Hvilke egenskaber kræves der? »Det er vigtigt, at man er vedholdende, for hvis noget driller, er det om igen, indtil det lykkes. Det kræver ikke den store tålmodighed, for hver eneste lille stump, der bygges på, er ny. Ikke to lommer sidder ens, og ærmets folder ændrer sig efter armens drejning. Det tiltaler mig«. Hvad bruger du dine figurer til? »Tinsoldater er mindst lige så kønne som mokkakopper, så de står fremme til skue. Nogle enkeltvis, andre sammen i små dioramaer, der fortæller en historie. Vi er en flok i Dansk Militærhistorisk Selskab, der tager forskellige temaer op. Sidste år lavede vi modelfigurer om de spanske soldater i Danmark i 1808, som blev vist på flere museer. Op til en udstilling kan hobbyen godt sluge al min fritid, men jeg har aldrig drømt om at leve af den. Man skal for guds skyld ikke ødelægge sin interesse ved at gøre den til noget andet«. Hvad giver den dig? »Det at sidde og sysle med tinsoldater er mindst lige så godt som at meditere, fordi jeg kommer helt væk fra det, jeg normalt tænker på. Så begrænser min verden sig til, hvordan en patrontaske egentlig ser ud. Koncentrationen på detaljen fylder det hele. Og så er det da en stor tilfredsstillelse, når man til sidst ser det færdige resultatet af sin indsats«.
Noget, du er særlig stolt af? »Det må være de danske soldater anno 1940, som kun få har lavet med succes. Det går som regel helt galt med stålhjelmen, fordi hjelmmodellen fra 1923 rent formmæssigt er håbløs. Den får let for meget svaj, så den kommer til at ligne en gammel DDR-hjelm«.