Den markante stigning i antallet af danskere, der bliver smittet med svine-MRSA, samt et voksende forbrug af antibiotika i især svineproduktionen får nu Rigsrevisionen til at se nærmere på Fødevareministeriets indsats for at reducere udbredelsen af de multiresistente bakterier fra landbruget.
I første omgang er der tale om en såkaldt forundersøgelse. Det vil sige, at Rigsrevisionen gennemfører en mindre undersøgelse i løbet af cirka to måneder, hvor man slår fast, om der er grundlag for at foretage en større undersøgelse af området eller ej.


























