Når over 200 graviditeter i Danmark årlig ender med et dødfødt barn, er det alt for ofte kvinder med anden etnisk baggrund, der er de ulykkelige mødre, viser forskning.
Nyt forskningsprojekt har nu undersøgt, hvorfor de ofte fremmedsprogede kvinder statistisk set er dobbelt så udsat for dødfødsler som danske kvinder, og undersøgelserne viser, at manglende tid i konsultationen, sproglige forhindringer og sociale barrierer er med til at øge risikoen, forklarer Sarah Fredsted Villadsen, der er postdoc på Afdeling for Social Medicin ved Københavns Universitet og en af forskerne bag projektet.




























