Det er godt at cykle. Det er godt for miljøet, og det er godt for sundheden. Når man bruger cyklen til og fra arbejde, lever man længere end mennesker, der lader deres legeme transportere passivt i en bil.
Sammenlignet med folk, der udelukkende kører bil eller bruger offentlig transport, har personer, der cykler til og fra arbejde, 45 procent mindre risiko for at udvikle kræft og 46 procent mindre risiko for at få hjerte-kar-sygdomme. Cykelpendlere spiser også sundere, ryger og drikker mindre, er mindre stressede, har færre sygedage og er i bedre humør. Cyklister er bare sundere.




























