Chefredaktør Jensen kommer forbi mit skrivebord på det værst tænkelige tidspunkt, og jeg fatter alvoren i mit forehavende. Med hjertet oppe i halsen og øjnene stift rettet mod skærmen har jeg netop fulgt, hvordan mit mailprogram har tømt indbakken på min ordre.
Det gik overraskende hurtigt. 34.000 ulæste mail ud i skraldespanden, og mens min øverste chef nærmer sig, kommer jeg i tanke om, at min elektroniske post er Politikens ejendom. Kan jeg overhovedet tillade mig at slette dem for at komme til bunds i den strøm af dårlig samvittighed, der møder mig hver morgen, når jeg ser det røde tal i mit mailprogram? Jeg husker, da det nåede 10.000, for nylig, da det nåede 30.000, og denne tirsdag morgen altså svimlende 34.000 plus det løse. For nemheds skyld runder vi ned fra 34.254.
