»Jeg hedder Camilla Klausen, er 37 år og bor i dag på et bosted i Horsens. Jeg er førtidspensioneret, fordi jeg har flere psykiske sygdomme. Fra 2006 og frem har jeg fået diagnoserne borderline, der er en personlighedsforstyrrelse, bipolar affektiv lidelse med manier og depressioner, atypisk anoreksi, skizotypi, en tvangslidelse, der minder om OCD, og så har jeg også i mange år skadet mig selv voldsomt.
Jeg har familie, men er meget alene. Jeg er nok blevet syg af begivenheder fra min barndom, men det vil jeg helst ikke tale om her. Men jeg har stået alene med mine psykiske problemer.




























