En mandag sidste år fra klokken 6.30 til 14.30 noterede en vagtoperatør fra Østjyllands Politi de af betjentenes opgaver, der i den otte timer lange periode havde at gøre med sindslidende borgere. Listen talte blandt andet en pige på 17 år, der opførte sig bekymrende og var blevet fundet ved en bro. Hun var efterlyst af det bosted, hun boede på, og havde i øvrigt tidligere flere gange været indlagt med tvang. En anden sag vedrørte en person, der skadede sig selv, og som var flygtet fra akutmodtagelsen på et sygehus. En tredje drejede sig om en kvinde, der var forsvundet. Hun var i fare for at tage livet af sig. I en fjerde sag blev politiet kaldt ud til husspektakler hos personer, der blev skønnet til at være psykisk syge, mens betjentene i en femte sag blev bedt om hjælp til at finde en patient, der uden varsel havde forladt det psykiatriske hospital, hvor vedkommende var indlagt. Personalet var bekymret for, hvad der kunne ske.

I alt løste politiet i tidsrummet ni opgaver om psykisk syge borgere, og opgaverne havde tilsammen krævet en til halvanden patrulje på fuld tid ud af de 7-8 patruljer, der var til rådighed. Altså lagde disse hændelser beslag på omkring 10-15 procent af politiets ressourcer i løbet af denne helt almindelige mandagsvagt. Eksemplet står at læse i rapporten ’Beredskabets arbejde med personer med psykiske lidelser’, som Rigspolitiet udgav for nogle uger siden. De 53 sider gav ikke meget opmærksomhed i mediebilledet, hvor dækningen primært bestod af nogle telegrammer. Måske fordi den udkom kort efter, at regeringen havde præsenteret en stor plan for psykiatrien.