Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) onsdag præsenterer den største egentlige reform af det 114 milliarder kroner dyre sundhedsvæsen i ti år, tager han tyren ved hornene.
Trods advarsler fra partifæller, oppositionen og dele af sundhedssektoren skal landets fem regionsråd nedlægges og 205 folkevalgte politikere fyres. I stedet skal en national bestyrelse, fem regionalt fordelte sundhedsforvaltninger og 21 kommunalt forankrede sundhedsfællesskaber agere rygraden i det danske sundhedsvæsen.



























