Før folketingsvalget besluttede den tidligere regering, at unge drenge fremover skal tilbydes en hpv-vaccine gratis ligesom piger, der har kunnet få vaccinationen gratis siden 2009. Vaccinen beskytter blandt andet mod livmoderhalskræft, analkræft og kønsvorter.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skrev 28. juni på Twitter, at han takker den forhenværende regering for forarbejdet. Hans »første handling som sundhedsminister« er således at underskrive bekendtgørelsen, der giver drenge mulighed for at få hpv-vaccinen gratis. Ifølge Statens Serums Institut udskydes indsatsen til 1. september på grund af den »parlamentariske situation« i forbindelse med regeringsskiftet.




























