Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Alt for mange børn dør hjemme hos deres forældre, fordi de ikke har fået den fornødne behandling. Det er især i Vestafrika og Asien, at kræfttilfældene ikke bliver opdaget, viser nyt studie.

Nyt studie: Halvdelen af alle børn med kræft bliver ikke diagnosticeret

Mange børn i Vestafrika og Asien, som lider af kræft, får ikke stillet en diagnose. De dør i hjemmet. Foto: Kim Kyung-hoon/Ritzau Scanpix
Mange børn i Vestafrika og Asien, som lider af kræft, får ikke stillet en diagnose. De dør i hjemmet. Foto: Kim Kyung-hoon/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det er svært at forstå, at dødbringende kræftsygdomme ikke bliver opdaget i tide – og det er næsten ubærligt, når det er børn, som ikke får stillet en diagnose.

Desværre er det ikke desto mindre tilfældet. En ny undersøgelse, der blev publiceret tirsdag i the Lancet Oncology journal, viser at rigtig mange børn i verden dør, før livet rigtig er begyndt for dem. Dødsårsagen er kræftsygdomme.

I Vestafrika og Asien halter det især med at få stillet diagnoserne: 57 procent af børn med kræft i Vestafrika blev ikke diagnosticeret i 2015 – i Asien drejede det sig om 49 procent ifølge studiet.

Tilsvarende var det kun 3 procent af tilfældene i Vesteuropa og Nordamerika, der ikke blev opdaget.

Børnene dør i hjemmet

Børnene har ikke haft adgang til et ordentligt sundhedsvæsen – og dem, som har haft mulighed for at blive tilset af en læge, har ofte fået stillet forkerte diagnoser såsom malaria og tuberkolose. Det er af den grund ikke underligt, at børnenes kræftsygdomme er forblevet uopdagede, lyder det fra Zachary Ward, der er fra Harvard University og en af forfatterne til undersøgelsen.

»Det betyder, at mange af de her børn desværre dør hjemme hos deres forældre – uden at have modtaget behandling«, siger han til The Guardian.

Holdet bag undersøgelsen sammenlignede data fra 77 landes registre med et estimat af kræfttilfælde – diagnosticerede såvel som ikke-diagnosticerede – i 200 lande fortaget af en speciel computer, der var bygget til undersøgelsen.

På den måde fandt de blandt andet ud af, at der var 397.000 børn i alderen op til 14 år, som havde den mest udbredte type af børnecancer: akut lymfoblastisk leukæmi. Kun 224.000 af børnene fik stillet en kræft diagnose. Det betyder, at 43 procent af kræfttilfældene ikke blev opdaget.

Nyt studie: Visse kræftformer ses sjældnere blandt folk, der spiser meget økologisk

Et kig ud i fremtiden

Forhåbentlig kan studiet hjælpe med at vende en herskende opfattelse af, at børnecancer ikke eksisterer i udviklingslande. Grunden til misforståelsen er, at der er meget lidt data at hente i disse lande, lyder det fra forfatterne.

Mellem 2015 og 2030 vil der være 6.7 millioner børn med kræft. 2.9 millioner af de tilfælde vil ikke blive diagnosticeret.

Der er dog håb forude, fastlår Zachary Ward.

»Den gode nyhed er, at mange lande allerede har forpligtet sig til en udvidelse af universel sundhedsdækning, hvilket vil hjælpe børn med at få adgang til sundhedsvæsnet«.

Simon Baastrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her