I en weekend var vi en gruppe venner sammen på Bornholm, hvor solen som bekendt altid skinner. Ingen af os er strandliggere, så den stod på havearbejde, boglæsning, løbeture, cafébesøg, og udendørsmåltider. Om aftenen bemærkede jeg, at flere var højrøde og nogle decideret solskoldede. Nu er mine venner både fornuftige og belæste og kan med garanti de fire solråd udenad, og alligevel blev de solforbrændte. Det er da et paradoks.
Måske skyldes det, at de fleste af os er opmærksomme på at beskytte os mod solskoldninger, når vi er ved stranden. Men hvis solen bager, kan man altså også blive solskoldet, når man står i kø til en iskiosk, lytter til musik i det fri, går en tur i byen eller hygger sig udenfor med svale drikke.




























