Det er sundt at cykle. Men skal man cykle hele livet eller hoppe af cyklen, når alderen sætter sine spor? Det spørgsmål dukkede naturligt op, da Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden satte fokus på det cyklende seniorsegment.
Vi ved, at cykling i dagligdagen giver bedre kondition og vægtkontrol. Man bliver også mindre syg og lever længere. Sammenlignet med folk, der udelukkende kører bil eller bruger offentlig transport, har cyklisterne 40 procent mindre risiko for at dø for tidligt, 45 procent mindre risiko for at udvikle kræft og 46 procent mindre risiko for at få hjerte-kar-sygdomme. Resultatet er baseret på en analyse af data fra 264.337 briter, som man fulgte i 5 år, og tallene bakkes op af danske studier. Vi ved også, at det cyklende folk er mindre stresset og i bedre humør.




























