Det er foruroligende, at Sundhedsstyrelsen hverken forstår eller har sat sig ind i almindelig dansk forvaltningspraksis. Sådan lyder reaktionen fra brancheforeningen Tobaksproducenterne, der repræsenterer cirka 85 procent af tobaksmarkedet i Danmark, herunder British American Tobacco, der ejer mærket Prince.
»Alle – lige fra fru Jensen til direktøren i Mærsk, tobakslobbyisten og repræsentanten for et bureau – skal kunne henvende sig med reelle forespørgsler til myndighederne og få svar. Sundhedsstyrelsen har valgt at have åbenhed om de henvendelser, vi eventuelt måtte have til dem, og det bakker vi op om. Men at lukke ned for enhver form for dialog – også med virksomheder, der ikke kun arbejder med tobak – det er helt uden for skiven og et udtryk for, at Sundhedsstyrelsen ikke har forstået sin opgave«.




























