Fremover skal nyfødte tjekkes for dødelig immundefekt

Arkivfoto.  Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Arkivfoto. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Lyt til artiklen

Fra 1. februar vil alle spædbørn, der får taget en hælprøve efter fødslen, også blive tjekket for den alvorlige immundefekt Severe Combined Immune Deficiency (SCID).

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Immundefekten rammer et til to børn årligt og kan være dødelig.

Beslutningen har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) taget på baggrund af faglige anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

»For de familier, det rammer, vil den nye screening betyde rigtig meget, fordi sygdommen bliver opdaget med det samme, så barnet kan komme i behandling«.

»På den måde kan vi forhindre meget alvorlige sygdomsforløb og dødsfald«, siger Magnus Heunicke i pressemeddelelsen.

Tjekker med hælprøve

Screeningen bliver en del af det allerede eksisterende screeningsprogram, som bliver tilbudt til alle spædbørn i Danmark efter fødslen.

Tjekket sker i form af en hælprøve, som i dag bliver taget på stort set alle nyfødte. Prøverne indsendes til Statens Serum Institut.

SCID er en sjælden og arvelig kombineret immundefekt. Den nedsætter immunsystemets udvikling og funktion. Den er dødelig, hvis et barn ikke kommer hurtigt i behandling.

Hvis immundefekten bliver opdaget tidligt, kan der blive foretaget en knoglemarvstransplantation. Den behandling sikrer, at barnet udvikler sig på normal vis og får et almindeligt liv.

Screenet siden 2010 i USA

Uden screening er der et langvarigt syge- og indlæggelsesforløb, inden diagnosen stilles, hvorefter sygdommen kan behandles.

Ifølge Sundhedsministeriet er diagnosetidspunktet afgørende for effekten af behandlingen.

Hvis et barn ikke modtager den rette behandling, vil det dø i sit første eller andet leveår.

Lande, som Danmark sammenligner sig med, har indført eller har ligesom Danmark besluttet at indføre tjekket.

I USA har de screenet siden 2010 og i Norge siden 2018. Sverige og Holland besluttede i april 2018 at indføre tjekket. I Storbritannien og Frankrig bliver det ligeledes overvejet.

Statens Serum Institut tjekker alle nyfødte børn for 17 forskellige medfødte sygdomme efter anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her