Et 10 dage langt koma, blodforgiftning, talrige operationer og infektioner, stærke smerter omkring nyrerne, kvalme og opkast, feber, tårnhøjt blodtryk, hjerteproblemer, kløe, nedsat syn og pletter for øjnene, mavesår, ingen appetit, muskelkramper, væskeophobninger, epilepsi, svimmelhed, besvimelser, lav blodprocent, konstant træthed og udmattelse.
Listen over helbredseffekter, der knytter sig til den unge mor Natacha Kragesteen Hansens nyresygdom er nærmest uendelig - de nævnte er blot et udpluk. Især de seneste tre år er det for alvor gået ned ad bakke. Under graviditeten med den yngste datter, Naya, gav hendes nyrer endeligt op, og siden har hun været afhængig af dialyse. Hvis hun ikke får dialyse, vil hun dø inden for en uge.




























