Fire smittede danskere har sendt 108 i hjemmekarantæne

Bolette Søborg, overlæge i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen samt Anette Lykke Petri, overlæge i styrelsen for Patientsikkerhed (set fra venstre) holder pressebriefing om status på coronasmitten i Danmark. Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Bolette Søborg, overlæge i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen samt Anette Lykke Petri, overlæge i styrelsen for Patientsikkerhed (set fra venstre) holder pressebriefing om status på coronasmitten i Danmark. Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Lyt til artiklen

I alt er 122 raske danskere i hjemmekarantæne på grund af coronavirus.

Af dem har 108 relation til de fire danskere, der er smittet med virusset.

De resterende 14 har været i kontakt med en smittet, der aktuelt opholder sig i udlandet.

Det oplyser Anette Lykke Petri, afdelingschef i Styrelsen for Patientsikkerhed, på et pressemøde mandag morgen.

Hun understreger, at det er et øjebliksbillede, der udvikler sig fra time til time.

Anette Lykke Petri siger desuden, at de fire danskere, som aktuelt er smittet, efter omstændighederne har det godt og har udvist »ualmindelig stor ansvarlighed«.

Coronavirusset har nu krævet over 3000 liv på verdensplan

Styrelsen formoder, at de alle er smittet i udlandet. Derfor tyder det endnu ikke på, at der foregår smitte imellem personer i Danmark.

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, siger, at man fortsætter den såkaldte inddæmningsstrategi.

Den går ud på at opspore personer, der har været i kontakt med smittede og dermed mindske spredningen mest muligt.

Han vil ikke udelukke en epidemi i Danmark, men regner ikke med det.

I tilfælde af en epidemi arbejder Sundhedsstyrelsen ud fra et scenarie, hvor 10-15 procent af danskerne kan blive smittet med virusset.

»Hvis vi får en epidemi, kan op mod en halv million danskere blive smittet«.

»Cirka 80 procent af dem vil ikke have brug for at blive indlagt. Vores opgave nu er at identificere de sårbare grupper: de ældre, kronisk syge og rygere. De har vores fokus«, siger Søren Brostrøm.

»Får vi en epidemi, og det vil jeg ikke udelukke, så vil der være mange syge. Nogle vil også dø. Vores opgave er at sikre, at så få som muligt dør«, siger han.

Informationskampagne bliver optrappet

Søren Brostrøm fortæller, at sundhedsvæsenet modtager rigtig mange henvendelser. Men mange er fra folk, der ikke behøver at være bekymrede, da de hverken har været i risikolande eller har betydende symptomer.

Derfor skruer Sundhedsstyrelsen op for sin informationskampagne, så færre henvender sig unødigt og belaster systemet.

Styrelsen er klar med flere tiltag, hvis flere danskere bliver smittet. Det kan eksempelvis være at opfordre til hjemmearbejde og begrænse antallet af arrangementer med mange mennesker.

Der kommer imidlertid ikke til at blive screenet for coronavirus, når personer rejser ind i Danmark.

»Vi har solid dokumentation for, at det ikke virker«, understreger Søren Brostrøm.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her