Danmark er ændret, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) og en stribe af myndighedernes spidser fredag afholdt pressemøde i Statsministeriet om den ny coronavirus.
Overalt i landet bliver arrangementer med flere end 1.000 deltagere aflyst eller udskudt, vi skal udvise ekstra agtpågivenhed i offentlig transport og droppe håndtryk, kys og kram.
Alt sammen for at forhindre, at den ny coronavirus, der giver sygdommen covid-19, spreder sig i samfundet. Straks rejser sig spørgsmål om, hvad den nye situation betyder for, hvordan vi opfører os over for hinanden.
Hos Statens Serum Institut, der blandt andet arbejder med forebyggelse af smitsomme sygdomme som den ny coronavirus, vurderer afdelingschef Tyra Grove Krause fra Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, at vi stadig godt kan kramme og kysse vores børn, ægtefælle og samlever, men det er slut med at give hånd, når vi møder på jobbet eller hilser på folk.
»De nye anbefalinger er rettet mod det offentlige rum, ikke mod hjemmet«, understreger hun.
I skrivende stund er 21 danskere smittet med covid-19 samt to på Færøerne. Men på pressemødet gjorde Mette Frederiksen det klart, at vi skal forvente yderligere smittespredning i Danmark, og at de nye tiltag skal forsinke større smittespredning i Danmark. Blandt andet anbefalingen om at droppe håndtryk m.m.
»Der er ingen grund til, at man går og giver hinanden hånden, når der er risiko for smittespredning i Danmark«, siger Tyre Grove Krause.
Hvad betyder »ekstra forsigtig«?
De nye anbefalinger kommer oven i, at Udenrigsministeriet har ændret rejsevejledningerne for en række lande. Borgere opfordres nu også til at være »ekstra forsigtige« ved rejser til en række europæiske lande, Tyskland, Frankrig, Spanien og Østrig, på grund af risiko for coronasmitte. Men hvad betyder det egentlig at være ekstra forsigtig?
»Det betyder, at man skal holde sig væk fra personer, der hoster, snotter eller udviser andre symptomer på coronasmitte. Du bør for eksempel droppe et besøg hos en ven, hvis vedkommende er syg«, siger hun.
Det samme gælder i Danmark efter myndighedernes opdaterede anbefalinger. Tidligere har det været nævnt, at folk kan smitte i 48 timer, inden de udviser symptomer. I den situation kan man altså uvidende om egen sygdom komme til at smitte andre, ligesom man uforvarende kan være tæt på smittede.
»Det med smitte før symptomdebut har vi ikke så gode data på endnu. Vi formoder, at smitten er drevet af folk med symptomer. Det betyder altså, at man formentlig først effektivt kan sprede smitten, når man føler sig syg. Det er det samme, vi ser med influenza«.
»Ekstra forsigtig« betyder altså, at man skal gå i en bue uden om folk, som udviser symptomer.
Efter forvirring om farlighed: Her er, hvad vi ved, om risikoen for at dø af coronavirusGod håndhygiejne er stadig alfa og omega for at undgå smittespredning, ligesom man bør holde sig hjemme fra arbejde og skole, hvis man udviser symptomer, der kan være tegn på coronavirus. Det stiller krav om selvdisciplin, selv om det kan være besværligt.
»Vi har en forpligtelse til at være solidariske over for hinanden. Vi skal være ekstra opmærksomme på ikke at være i kontakt med andre, hvis vi selv mærker symptomer«, siger Tyra Grove Krause.
Indtil i dag har medarbejderne i Statens Serum Institut trykket hånd med hinanden, fortæller hun. Men det er slut efter de nye anbefalinger.
Mange arbejdsgivere står i en penibel situation, når de skal vurdere, hvilke lande det er fornuftigt at sende medarbejdere på arbejdsrejser til ift. at begrænse risiko for smitte. Eksempelvis har flere regioner allerede forbudt alt sundhedspersonale at deltage i konferencer, kongresser og møder herhjemme og i udlandet. Tyra Grove Krause anbefaler arbejdsgivere til at holde sig til de officielle retningslinjer fra Udenrigsministeriet.
Det betyder altså – indtil videre – at de godt kan sende medarbejdere til eksempelvis Tyskland og Frankrig, men hun understreger, at det er et øjebliksbillede, som kan ændre sig fra den ene dag til den anden. Derfor gælder det om at holde sig opdateret via Udenrigsministeriets hjemmeside, råder hun.
Vent med at booke sommerferie
Nye råd om at begrænse direkte fysisk kontakt, at overveje at bære handsker i offentlig transport m.m. skal ses i lyset af, at myndighederne håber at holde smitten nede i Danmark. Indtil videre er de danskere, som har fået covid-19, blevet smittet i udlandet, og det er i skrivende stund ikke oplyst, at nogle af dem efterfølgende har smittet borgere herhjemme.
»Vi håber, at vi kan holde den ny coronavirus stangen nogle uger eller måske en måned endnu. Så kommer vi derhen på året, hvor luftvejsvira har dårligere betingelser for at sprede sig. Vi kan håbe, at vi kan nøjes med lidt smittespredning i samfundet nu, og at virus bliver holdt i ave hen over sommeren. Men så vil den formentlig komme tilbage i en ny bølge til efteråret«, siger Tyra Grove Krause.
Hun uddyber, at coronavirus tilhører en klynge af forkølelsesvira, som der er en vis sæsonvariation i. Men lige nu pågår der smittespredning i Iran, hvor der er 15-20 grader og sol, hvilket kan minde om dansk forårsvejr. Så kan vi overhovedet være sikre på, at den ny coronavirus vil aftage, når det bliver varmere?
»Det er svært at vide, hvad årsagen er til spredningen i Iran. Det kan være, at virus opfører sig anderledes på den nordlige halvkugle, hvor vi har sæsonvariation på luftvejsvirus, end andre steder i verden«, siger afdelingschefen.
Hun nævner, at da der var pandemi med influenza i 2009, kom den til Danmark i foråret, tog af over sommeren og fik så til gengæld en top i november. Men under alle omstændigheder er det meget svært at forudsige, hvordan den ny coronavirus vil sprede sig, da den er … ny. Og derfor kan Tyra Grove Krause heller ikke på nuværende tidspunkt vejlede folk i planlægning af sommerferie.
»Det er for tidligt. Jeg kan ikke give et andet godt råd, end at man venter med at booke sommerferie, til vi ved lidt mere«, siger hun.
Ufarlig for de fleste
Det er vigtigt at forstå, understreger hun, at den ny coronavirus ikke er farlig for langt de fleste borgere, medmindre man er i en risikogruppe. Det kan være, at man har en kronisk luftvejssygdom som rygerlunger eller tilhører den ældste generation. Men ender vi med tusindvis af smittede på kort tid, kan de mange syge blive en belastning for sundhedsvæsnet, hvis mange skal indlægges. Det kan i så fald blive nødvendigt at prioritere mellem patienterne på sygehusene.
»På den måde kan coronavirus gå hen og blive et samfundsproblem, selvom det ikke er så farligt for den enkelte«, siger Tyra Grove Krause.
Den nye coronavirus er kommet for at blive. Vi bliver ikke alle smittet på en gang, der vil formentlig komme flere smittebølger, og først om nogle år vil alle have haft den, tilføjer afdelingschefen.
fortsæt med at læse




























