Raske borgere ringer til Region Hovedstadens akutlinje og blokerer for alvorligt syge patienter, og det har gjort, at man nu har oprettet en separat linje specifikt til spørgsmål og bekymringer om corona.
Den er allerede på førstedagen blevet en succes. Og ventetiden til akutlinjen er blevet normal igen.
Sundhedsstyrelsens har også oprettet en corona-hotline på telefon 70 20 02 33. Linjen skulle forhindre presset på akuttelefonen, men de seneste dages mange opringninger til akuttelefonen tyder på, at corona-hotlinen ikke har været nok.
Region Hovedstadens Akutberedskab 1813 har gennem de seneste par uger fået utallige opkald om coronavirus. Søndag modtog akuttelefonen 770 opkald kun med spørgsmål og bekymringer om corona. Alene i marts har man modtaget over 4.000 opkald om coronavirus.
Ekstra indsats i Region Hovedstaden
Den nye coronahotline har allerede på førstedagen fået mange henvendelser.
»Siden det første tilfælde af coronasmitte i Danmark er antallet af opkald til akuttelefonen steget voldsomt. Det gælder særligt opkald fra raske borgere, der ringer 1813 med bekymringer om corona. Akuttelefonens personale tager alle opringninger alvorligt, men de mange ekstra opringninger går ud over syge borgere, der har skullet vente længe for at komme igennem«, siger regionrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (A).
Den nye hotline fungerer således, at man ringer til akuttelefonen, hvor telefonsvareren fortæller, at du skal taste ’1’ for alle coronahenvendelser. Herefter bliver man viderestillet til en særlig hotline med sundhedsfaglige medarbejdere, der kan hjælpe med spørgsmål.
Hotlinen åbnede mandag klokken 15.30, og man har i løbet af den første halvanden time modtaget 150 opkald.
»Det har betydet, at ventetiden på akuttelefonen fra i dag igen, nærmest er blevet normaliseret. Nu kan de syge borgere igen komme igennem på akuttelefonen uden de lange ventetider,« siger Sophie Hæstorp Andersen.
Akuttelefonen plejer at få omkring 2.000 daglige henvendelser. I fredags modtog man 500 ekstra opkald, 700 i lørdags og 770 i søndags kun vedrørende corona.
Sundhedsstyrelsen har allerede en corona-hotline, men de fortsat mange opringninger gennem de sidste uger tyder på, at hotlinen ikke har været nok.
»Man har gjort et kæmpe stykke arbejde fra de nationale myndigheders side, men når man opretter en national hotline med så kort varsel, kan man ikke altid forvente at folk har opdaget den,« siger Sophie Hæstorp Andersen.
Forberedt på yderligere corona-pres
Man har ligeledes i Region Hovedstaden nedsat en ’kriseledelse,’ der mødes dagligt og følger alle udviklinger med corona tæt, samt de udmeldingerne fra de nationale myndigheder, der kommer. Her sidder repræsentanter af ledelser fra både hospitaler, akutberedskabet og regionens koncerncentre.
Det nye tiltag kommer på baggrund af kriseledelsens vurdering samt presset hos både de ansatte i akutlinjen, og de danskere der har måttet sidde i kø i lang tid.
Politiet til corona-bekymrede: I kimer vagtlægen ned - ring til hotline i stedetNår flere rammes
Man skal stadig ringe ind til egen læge eller til akuttelefonen, hvis man har mistanke om, at man er smittet med corona. Hvis antallet af borgere, der skal testes for corona stiger markant, vil man fra Region Hovedstadens side være i stand til at håndtere dette.
»I og med, at man på den første dag har modtaget 150 opringninger, har der været pres på fra første dag. Noget af det, vi kigger på i de kommende dage, er, at i takt med at flere og flere bliver smittet, skal vi lave en mere fremskudt og direkte adgang til at blive testet. Sådan sikrer vi, at det næste, der sker, ikke bliver, at vi får lange ventetider på at komme til test for corona«, siger Sophie Hæstorp Andersen og fortsætter:
»Hvis det viser sig, at der igen opstår et lignende pres, vil vi vurdere situationen igen. Men vi lytter til de nationale myndigheder, når der kommer nye retningslinjer. Vi ser dagligt på de konkrete situationer på vores hospitaler og ved vores akutberedskaber, så vi kan reagere med det samme, ligesom vores medarbejdere har været exceptionelt gode og effektive til i denne forbindelse«.
Mandag morgen åbnede Børne- og Undervisningsministeriet ligeledes en særlig corona-hotline til landets uddannelsesinstitutioner.




























