Coronavirussen har sat landet i dvale. Men Danmark forsætter med at have ligeså mange fødsler, akutte operationer og kræftpatienter.
Sådan lyder udmeldingen fra Region Hovedstadens blodbanker, som opfordrer flere til at melde sig som bloddonerer.
Normalt samler Region Hovedstaden over halvdelen af blodet til sine blodbanke via en mobil blodbank. Det foregår på uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. Steder, som i øjeblikket er lukket ned på grund af coronavirus. Det kan få konsekvenser for blodlageret.
»Lige nu mangler vi ikke blod, men vi er bekymret over, om vi fremover kan samle nok blod ind«, siger blodbankschef i Region Hovedstaden, Morten Bagge Hansen.
Ingen grund til virusfrygt ved tappestationer
Ifølge Morten Bagge Hansen kan donorer uden bekymring stadig give blod.
»Vi har informeret om, at man trygt kan komme og give blod. Vi opretholder den allerhøjeste hygiejne. Vi er en del af hospitalsvæsenet og kan garantere, at man ikke bliver smittet, når man kommer i blodbanken«.
Netop for at være så påpasselig som mulig, har tappestationer også taget en række foranstaltninger.
Det første man bliver mødt af, når man ankommer, er personale, der beder en om at spritte hænderne af. Der er sørget for stor afstand i venterummet og der, hvor blodet tappes. Det eneste øjeblik, der er tæt kontakt, er, når personalet kort sætter blodtapningen igang. Donorer, som oplever tegn på sygdom, skal blive væk.
Sidder man alligevel med bekymringer, slår Morten Bagge Hansen fast, at coronavirus ikke smitter via blodet.
»Det sidder i luftvejene og kommer kun op, når du hoster og nyser«.
Blodbankschefen håber, at flere vil melde sig som bloddonor, men understreger , at det er vigtigt, at man tilmelder sig via internet eller telefon. Man skal ikke møde op uopfordret, da så få mennesker som muligt skal opholde sig på tappestederne.
»Det er ikke sikkert, at der bliver brug for en lige i starten, men det bliver der højest sandsynligt i løbet af de kommende måneder«, siger Morten Bagge Hansen.
Region Hovedstaden er i gang med at indgå aftaler med nogle af de sportshaller, som i øjeblikket står tomme.
Her skal det være muligt at donere blod med god plads og afstand.
fortsæt med at læse



























