Ordet ’sync’ stammer fra det engelske ’synchronization’, altså ’synkronisering’ og betyder ifølge den danske ordbog at ’være i overensstemmelse med’. Her kort før statsminister Mette Frederiksen (S) løfter sløret for den langsomme, kontrollerede og gradvise genåbning af vores samfund efter påske, er ordet helt centralt. For hvis der er noget, som den danske regeringstop og de danske sundhedsmyndigheder ikke har været i coronakrisen, så er det netop i ’sync’.
I de første mange, lange uger var der bag kulisserne flere dramatiske sammenstød mellem særligt Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, og statsministeren samt hendes sundhedsminister. Nedlukning af alle skoler og de danske grænser var ikke instrumenter fra den nu så famøse værktøjskasse til epidemihåndtering, som, sundhedsmyndighederne mente, var fornuftige mod den coronavirus, der havde spredt sig i vores samfund, efter at skituristerne havde fløjet og kørt den hjem i februar.



























