Tidligere i dag efterlyste vi nok engang jeres coronaspørgsmål på Politikens Facebook-side. Som lovet har vi taget de bedste med videre til Bente Klarlund, der er overlæge på Rigshospitalet, professor på Københavns Universitet – og klummeskribent og brevkassebestyrer her i avisen.
Husk også, at vi tidligere har overbragt jeres spørgsmål til Bente Klarlund. Hvis du kunne tænke dig at læse de tidligere svar, så kan du finde de tidligere spørgsmål/svar-artikler længere nede på denne side. En af de nærmeste dage udkommer vi desuden med en samlet artikel, hvor du kan læse de 50 bedste spørgsmål og svar. Så er der lidt at se frem til.
Lad os komme til sagen.
God læselyst.
Spørgsmål fra Bep Dose Mejlsing:
Jeg er 81 og har forskellige skavanker, så jeg hører til de ’sårbare’. Jeg går under normale forhold til kontrol på diabetesafdelingen på Frederiksberg Hospital og på Neurologisk afdeling på Rigshospitalet med forskellige intervaller. Disse kontroller kræver blodprøve før besøg, og jeg har ikke meget lyst til at sidde sammen med en masse andre i et venteværelse. Hvad gør jeg, for dette varer jo længe? Kommer vi ’sårbare’ nogensinde ud i samfundet igen, hvis det er livsfarligt for os at blive smittet?
Mange patienter får udskudt deres blodprøvetagning i disse dage, men hvis dine læge mener, det er vigtigt, at du får taget blodprøver, så synes jeg, du skal spørge, om det er muligt, at en bioanalytiker kommer hjem til dig, så du kan få taget blodprøver i hjemmet. Hvis det ikke er muligt, så foreslår jeg, at du undgår at tage offentlig transport til hospitalet. I venteværelset vil der være færre mennesker end normalt, fordi man netop aflyser mange besøg, og man vil være meget opmærksom på, at der er god afstand mellem patienterne. Der vil også være mulighed for håndvask og afspritning af hænder.
På et tidspunkt regner man med, at der vil være væsentlig mindre smitte i samfundet, dels fordi flere er blevet immune, dels fordi virus formentlig forsvinder for derefter muligvis at komme igen på et senere tidspunkt. Fat mod, samfundet bliver lukket op på et tidspunkt, så også personer i risikogruppe kan bevæge sig frit omkring.
Spørgsmål fra Mikkel Larsen:
Hvad ved man om, hvorvidt børn smitter voksne?
Børn bliver sjældent syge af corona. Men de kan overføre smitten til andre børn og til voksne, dog primært hvis de selv er syge.
Spørgsmål fra Vibeke Helsinghoff:
Campingpladser er åbne. Er der ikke en meget stor smitterisiko i baderummene osv.?
Der gælder selvfølgelig samme retningslinjer for kontakt med andre mennesker på campingpladsen som i resten af samfundet. Man bør derfor kun være få mennesker ad gangen i de fælles baderum og i det hele taget holde afstand.
Spørgsmål fra Lene Palsbro:
Hvorfor er overvægt en risikofaktor? Er det ’bare’ fordi, at overvægt altid er det? Eller er der nogle særlige årsager?
Det er kun personer med svær overvægt, det vil sige med et BMI større end 35, der regnes for at være i risikogruppe. Ved den svære overvægt vil der meget ofte være følgesygdomme, også selv om de ikke er blevet diagnosticeret. Det kan fx være prædiabetes eller forhøjet blodtryk. Hvis man bliver alvorligt syg af en Covid-19 infektion og skal i respirator, er der ofte også flere komplikationer, hvis man er meget overvægtig.
Spørgsmål fra Signe Elise Bro:
Jeg er pollenallergiker og nyser meget lige nu grundet megen birkepollen. Bør jeg blive hjemme, eller kan jeg tage på arbejde?
Pollenallergi placerer dig ikke i en risikogruppe. Pollenallergi smitter ikke, så hvis du ikke har andre symptomer og hvis du holder afstand og sikrer god hygiejne, så kan du godt gå på arbejde.
Spørgsmål fra Sarah Sofie Thiele:
Hvor meget belæg er der for påstanden om, at børn ikke bliver smittet i så høj grad, så vores børn derfor skal i institution fra næste uge?
Børn bliver tilsyneladende mindre ramt af coronavirus end voksne. Derfor er det forsvarligt at lade dem gå forrest i genåbningen af Danmark. Børn bliver ikke særligt syge, og de har også lavere forekomst af sygdom. Kåre Mølbak, Statens Seruminstitut henviser til, at 1.924 danske børn i alderen 0-9 år er blevet testet for coronavirus. 34 af dem - altså 1,8 procent - er blevet testet positive. Blandt de voksne, der er testet, ligger andelen af smittede markant højere, nemlig på cirka 10 procent.
Spørgsmål fra Mette Wever Larsen:
Ændrer virus sig i den kommende tid? Kan man forvente, at covid-19 bliver mildere eller alvorligere for dem, der smittes?
Vi ved for lidt om covid-19 til, at vi kan sige, i hvilket omfang den vil ændre sig og i givet fald, om den bliver mildere eller alvorligere. Set fra virussens eget synspunkt er det hensigtsmæssigt, at dens vært (altså mennesket) overlever en infektion. Derfor er det et kvalificeret gæt, at virus bliver mildere – men det er kun et gæt.
Spørgsmål fra Abelone Koppel:
Hvordan skal børn med astma forholde sig?
Velbehandlet astma udgør ikke en særlig risiko for hverken børn eller voksne. Børn med astma skal forholde sig som børn uden astma.
Spørgsmål fra Lone Høeg:
Ved du noget om, hvor lang tid corona overlever på forskellige flader? På stål, plastik, bomuld og polyester eksempelvis?
På pap kan corona-virus holde sig i live i op mod 24 timer, mens den overlever længst på plast og rustfrit stål. Her har forskerne fundet levende virus i op til tre døgn.
Spørgsmål fra Sanne Kortermann Sørensen:
Kan en astma-inhalator være en hjælp, hvis man har covid-19 og begynder at mærke vejrtrækningsproblemer?
Nej, hvis man har covid-19 og får vejrtrækningsproblemer, så skal man ringe til sin læge.
Spørgsmål fra Ida Bækby:
Kan man overhovedet komme igennem denne epidemi uden at blive smittet? Eller udsætter man egentlig bare det uundgåelige?
Ja, man kan godt komme igennem uden at blive smittet og strategien er, at personer, der er svækkede af sygdom, skal undgå at få covid-19. Efterhånden som flere og flere har haft infektionen og er blevet immune, vil der være mindre og mindre smitterisiko for den enkelte. Og så håber vi jo også på en vaccine.
Fra redaktionen skal der lyde et stort tak for alle jeres gode spørgsmål. Hvis du gerne vil læse de tidligere spørgerunder med henholdsvis Bente Klarlund og virolog Allan Randrup Thomsen, kan du finde artiklerne herunder.
fortsæt med at læse
Roskilde Festival ligger lige og vipper
-
Bente Klarlund svarer på læsernes coronaspørgsmål: Hvis vi alle bruger mundbind, går det ud over sundhedsvæsenet
-
Bente Klarlund svarer på læsernes coronaspørgsmål: »Babyer putter deres hænder i munden lige meget hvad, så det er en god idé at inkludere babyen i dine egne rutiner. Vask deres ansigt og hænder ofte«
-
Bente Klarlund svarer på jeres coronaspørgsmål: »Midt i en coronatid er der ikke mange skridt fra tanke til helsebutik«


























