Der ligger en mand på ryggen i en seng på Hvidovre Hospital med en dyne over sig. Hans øjenlåg er lukkede, munden står let åben, og hovedet er drejet en smule til venstre. Slanger, ledninger og tuber forbinder ham til maskiner og stativer rundt om sengen i et spindelvæv eller virvar, der for det utrænede øje ser rodet og tilfældigt ud. Men hvert eneste rør er en kanal, som bidrager til at holde døden på afstand her på intensivafdelingen.
Fra munden stikker et cirka en centimeter tykt rør ud og fordeler sig i flere bredere riflede slanger, der samler sig igen og er koblet til en lidt buttet firkantet maskine, der hvert andet sekund sender en bølge af luft med ekstra højt indhold af ilt gennem slangerne og ned i mandens lunger, hvor virussen sars-cov-2 over nogle uger har spredt sig og skabt en tilstand af betændelse, som forhindrer manden i selv at få ilten fra lungerne og ud i blodet. Det giver et lille ryk i slangerne, hver gang luften bliver presset igennem. Kun en svag rytmisk pusten kan høres. Et stykke tape hen over mandens mund og kind holder røret på plads.
En klemme på hans tommelfinger er med en ledning forbundet til en skærm, der med blå tal viser, hvor meget ilt der er i hans blod. En kanyle i det ene håndled måler blodtryk og kan også bruges til at trække blod ud af mandens årer, der så kan give svar om hans tilstand.
I den ene side af halsen er stukket og fastsyet et centralt venekateter, der er en tresporet indgang til mandens kredsløb. Gennem disse kanaler får han medicin, som er standard for mange patienter på intensiv. Sovemedicin, morfin mod smerter, medicin, der undertrykker hosterefleksen, så han ikke modarbejder respiratoren, noradrenalin, som holder blodtrykket oppe, noget antibiotika og blodfortyndende medicin for at forhindre blodpropper i at samle sig i hans krop, mens han ligger stille.
