Antallet af indlagte med coronavirus i Danmark er fortsat faldende. Det viser onsdagens daglige opdatering fra Statens Serum Institut.
Fra opdateringen tirsdag til onsdag er antallet af indlagte faldet med 2 til 16.
Af de indlagte er fire indlagt på intensivafdeling. Tre af de indlagte på intensiv er tilknyttet en respirator.
Der er i onsdagens opdatering ikke registreret yderligere dødsfald, og det er ret kendetegnende for juli, hvor der generelt har været færre dødsfald end i juni.
Ved opgørelsen onsdag er fem personer registreret døde med coronavirus i juli. Efter det samme antal dage i juni var 26 patienter med coronavirus døde. I alt er der registreret 611 dødsfald med corona i Danmark.
Onsdagens opdatering viser også, at der er bekræftet 48 nye smittetilfælde. Dermed er det samlede antal af bekræftede smittede oppe på 13.350. Det er ud af over en millioner i Danmark, der er blevet testet.
Nogle af dem er blevet testet flere gange, da der i alt er udført knap 1,4 millioner test.
Tidligere formand for Lungeforeningen Torben Mogensen sagde forleden, at det var bekymrende, hvis antallet af nye smittede overstiger 30 om dagen.
Opdateres
Ritzau
fortsæt med at læse


























