Eigil Winkel: Når du er inde på emnet mundbind, vil det være en stor hjælp for mange (tror jeg), hvis du nævner eller henviser til rådene om brug af mundbind, så man ikke risikerer at blive smittet af mundbindet.
Bente Klarlund Pedersen: Ifølge Sundhedsstyrelsen bør man især anvende mundbind, når man vil beskytte andre mod smitte. Man kan godt opholde sig i det offentlige rum uden at bruge mundbind, men der er særlige situationer, hvor man kortvarigt bør bruge mundbind for at beskytte andre, f.eks. hvis man er smittet eller har symptomer på covid-19 og skal bryde sin selvisolation for at transportere sig til og fra sygehuset. Man bør også anvende mundbind, hvis man er på vej hjem fra f.eks lufthavnen efter en rejse i et højrisikoområde i udlandet og skal i selvisolation, eller hvis man er i nær kontakt til en, som er smittet, og ikke kan holde afstand. Det samme gælder, hvis man skal drage pleje og omsorg for en person, der er i særlig risiko.



























