Lad os få slået det fast med det samme efter ugens historier om institutioner, der har sendt børn med snotnæser hjem til coronatest: Det afgørende er, om barnet er sygt, ikke om der løber snot ud af næsen på det. Forkølede børn skal blive hjemme, mens snottede børn kan være helt friske.
»Det er helt almindeligt, at der kommer slim fra næsen. Det kan være, når vi er ude i køligt vejr, eller når vi dyrker motion. Og det er helt almindeligt, at der kommer snot fra næsen på børn, der er aktive i den friske luft, på legepladsen f.eks. Det er klar snot, og der er ingen grund til at holde dem hjemme, fordi de har den slags snot. Man kan også have nogle enkelte nys eller lidt hoste. Det kan der være rigtig mange grunde til, og det heller ikke grund til at blive hjemme«, siger konstitueret vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst.




























