Endnu flere bør takke ja til tilbuddet om gratis influenzavaccination i år på grund af situationen med covid-19. Det er opfordringen fra Sundhedsstyrelsen, der i år har udvidet tilbuddet om gratis influenzavaccination til også at indbefatte sundhedspersonale, ligesom der i år også tilbydes gratis pneumokokvaccination til særlige risikogrupper.
»Der er et stort overlap mellem personer, der er i risiko for at få et alvorligt forløb med influenza og dem, som er i risiko for at få et alvorligt forløb med covid-19. Influenzavaccination beskytter ikke mod covid-19 – det er vigtigt at understrege, men da det er de samme personer, der kan rammes hårdt af begge dele, så kan man minimere risikoen for, at de bliver alvorligt syge af influenza. Derudover kan de blive svært syge, hvis de får begge sygdomme på én gang«, siger Bolette Søborg.


























