Anders Christensen: Jeg er 57 år og motionsløber. Jeg har endnu ikke selv problemer med hverken hofter eller knæ, men flere af mine løbekammerater døjer med knæsmerter. Jeg holder meget af mit løb, men spørgsmålet er, om jeg (og mine løbevenner) har nået en alder, hvor jeg bør finde en anden motionsform for at undgå, at jeg udvikler gigt i knæene.
Bente Klarlund Pedersen:Der er ikke noget, der tyder på, at almindeligt motionsløb skader vores ledbrusk. Det er snarere tværtimod. Motion er med til at holde vores ledbrusk sundt og rask. Personer, der motionerer moderat, er mindre tilbøjelige til at få slidgigt (artrose), og der er langt færre med artrose blandt motionsløbere end blandt ikkeløbere.




























