På grund af det høje smittetal i hovedstaden, navnlig på den københavnske vestegn, kan det blive nødvendigt med yderligere restriktioner for at begrænse smitten med covid-19.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) her til aften fra sin embedsbolig Marienborg i Nordsjælland, hvor hun er direkte igennem på den nordjyske radiokanal ANR for at svare på spørgsmål fra nordjyder, der er ramt af skærpede restriktioner.
Det seneste døgn er der på landsplan konstateret 1.195 nye smittede med covid-19. Otte flere er blevet indlagt, så der lige nu ligger 267 indlagte på landets corona-afsnit. Fire personer er døde i løbet af de sidste 24 timer.
Preben Jensen fra Nørresundby spørger i udsendelsen om en præcisering af, hvorfor der er lukket strengt ned i Nordjylland og ikke på den københavnske vestegn, hvor der er høje smittetal. Det gælder især forstadskommuner som Albertslund, Brøndby, Herlev, Gladsaxe samt Tårnby på Amager.
Hertil svarer Mette Frederiksen (S), at der også kan komme restriktioner omkring hovedstaden i den kommende tid.
»Det kan sagtens komme til at ske, hvis smitten vokser. Og det kan borgerne i hovedstaden godt forberede sig på«, siger hun til ANR.
Mette F.: »Jeg ved godt, at det er hårdt«
Nedlukning i Nordjylland relaterer sig til at inddæmme den smitte, der stammer fra mink, fortæller Mette Frederiksen.
Hun håber, at der ikke bliver grund til at forlænge de skærpede restriktioner i syv nordjyske kommuner.
»7-9-13 håber vi alle på, at vi ikke får behov for at forlænge restriktionerne. At vi 7-9-13 er i en situation, hvor det er gået godt med at få slået de mink ned, der er i Nordjylland. Jeg ved godt, at det er hårdt«, siger hun til den nordjyske radiokanal ANR.
fortsæt med at læse


























