Hver gang der bliver rejst kritik af Styrelsen for Patientsikkerheds arbejde med at afdække nære kontakter og få de smittede til at bidrage med nyttige informationer, lyder svaret fra myndigheden, at den opererer inden for den juridiske ramme, som er givet af politikerne i Folketinget. Det er et frivilligt tilbud, om borgere vil hjælpe med at finde frem til nære kontakter, lyder svaret.
De overordnede principper er defineret i epidemiloven, som har været udskældt, fordi den åbner for brug af tvang. Den skal revideres inden længe, da den udløber i marts næste år. Epidemiloven udstyrer i grove træk sundhedsminister Magnus Heunicke (S) med en række beføjelser, der kan sættes i værk for at forhindre, at en smitsom sygdom som covid-19 spreder sig.


























