Med yderligere 52 indlagte det seneste døgn overstiger det samlede antal nu de 535 indlæggelser fra 1. april, som hidtil har været rekord. Samtidig runder Danmark 1.000 døde med coronavirus.

Antal indlæggelser sætter ny rekord

Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Antallet af indlæggelser stiger med 52, viser de daglige smittetal fra Statens Serum Institut. Der er nu 568 indlagte med coronavirus i Danmark. Dermed er der flere indlagte, end der var 1. april, som var den dag i foråret, hvor flest mennesker var indlagt med coronavirus. Dengang var der tale om 535 indlæggelser. Dog var der dengang langt flere på intensiv og i respirator. 146 var indlagt på intensiv, mens 129 var i respirator 1. april. Af de 568 indlagte fredag er 79 indlagt på intensiv, mens 52 får hjælp med at trække vejret af en respirator.

Generelt er patienterne desuden indlagt i kortere tid i dag, end de var i foråret. Det er de, på grund af sundhedsvæsnet er blevet bedre til at behandle patienter med coronavirus. Blandt andet har man fundet ud af, hvilken medicin og understøttende behandling, som hjælper mod sygdommen.

15 mennesker er det seneste døgn døde med coronavirus i Danmark. Dermed er der nu over 1.000 herhjemme, der er døde med covid-19. I alt er 1.007 danskere nu døde med coronavirus.

Smittetal er bekymrende

Yderligere 4.508 er smittet det seneste døgn. Tallet er ifølge Kasper Iversen, professor på Københavns Universitet og overlæge på Herlev-Gentofte Hospital, bekymrende.

»Det går desværre, som vi havde frygtet og desværre også troet – at både indlæggelsestallene og smittetallene fortsat stiger, og at vi ikke har knækket kurven endnu«, siger han.

Antallet af test er igen fredag rekordhøjt, idet der er foretaget 141.172 test. Det giver en positivprocent på 3,19 procent, hvilket er nogenlunde på niveau med tal fra den seneste uge.

»Det er stabilt, så det kan være, at en del af den stigning, vi ser i antal smittede, skyldes det øgede antal testede. Det er rart, at positivprocenten ikke også slår rekord, men den er stadig høj«, siger Kasper Iversen.

Ud over de 4.508 positive test, der er konstateret på de offentlige testcentre, hvor man bruger såkaldte pcr-test, er der fundet 1.083 positive tilfælde med coronavirus med de såkaldte lyntest. De 1083 positive test er fundet blandt 35.557 lyntest, der blev foretaget torsdag. Det svarer til, at der blev fundet virus hos 3,05 procent af de testede.

Det viser tal fra Falck, SOS International, Copenhagen Medical og Carelink, der har fået til opgave at stå for lyntest på statens regning. Lyntest er ikke lige så pålidelige som de pcr-test, der bliver brugt i det offentlige.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her