Inden Maria Wahl Larsen lægger sig til at sove om aftenen, drypper hun sine øjne.
En dråbe i hvert øje i et håb om, at det kan forhindre hendes nærsynethed i at udvikle sig.
Især når hun i fritiden dyrker kunstrulleskøjteløb, mærker hun, at synet er dårligt. Det skulle nødig blive værre.
»Hvis ikke jeg har brillerne på, kan jeg ikke genkende ansigterne på dem i den anden ende af gymnastiksalen. De skal være tæt på mig, før jeg kan se dem«, siger Maria Wahl Larsen.
Hun er langtfra alene. Forekomsten af nærsynethed er i løbet af de seneste 20 år steget flere steder i verden. Også i Danmark, hvor cirka hvert femte barn er nærsynet.
Et nyt forsøg med 150 børn fra 6 til 12 år, tilknyttet øjenafdelingerne på Rigshospitalet, Vejle Sygehus eller Aarhus Universitetshospital, skal vise, om øjendråber med et indhold af lægemidlet atropin kan bremse udviklingen.
Ifølge læge og forsker i nærsynethed hos børn Anders Hvid-Hansen, Rigshospitalet, viser erfaringer fra Asien, at dråberne kan halvere udviklingen.
Om nærsynethed
»Vores håb er, at vi kan opnå samme flotte resultater med danske børn. Hvis vi kan bremse deres nærsynethed, vil det betyde, at risikoen for at udvikle mere alvorlige følgesygdomme, i værste fald nethindeløsning, kan minimeres«, siger Anders Hvid-Hansen.
Begrænset adgang til skærm kan hjælpe børn
På længere sigt kan det vise sig, at nærsynethed måske helt kan forebygges med dråberne. Det undersøges i øjeblikket i Asien.
»Falder det positivt ud, kan man forestille sig, at vi kan give dråberne til børn, der har nærsynede forældre, og dermed minimere risikoen for, at nærsynethed går i arv«, siger Anders Hvid-Hansen.
Ifølge formand for Danske Øjenlægers Organisation Jens Lundgaard Andresen bliver det spændende at følge, om de asiatiske erfaringerne kan overføres til danske børn.
Men samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at et dansk studie allerede har vist, at begrænset adgang til skærme og mere udetid kan hjælpe børnene.
»Vi ved, at børn, der er meget ude og bruger mindre tid med skærmen, udvikler en mindre grad af nærsynethed«.
»Vi kan ikke forklare hvorfor, men måske er det lyset og det, at øjet får lov at hvile, når man er ude, der har betydning«, siger Jens Lundgaard Andresen.
ritzau




























