Vandmanden: Jeg er en kvinde på 71 år, som i mange år er blevet behandlet for myxødem/lavt stofskifte med Euthyrox og Liothyronin. Jeg ønsker at tabe nogle kilo og har i den anledning indført en daglig gåtur, cirka en time. Desuden har jeg spist mindre portioner, meget grønt, mere protein, færre kulhydrater og ingen søde sager. Det går egentlig fint, men vægten har ikke rykket sig ét gram, ej heller målebåndet viser noget resultat. Det er jo lidt demotiverende. Kan det hænge sammen med mit regulerede stofskifte.
Bente Klarlund Pedersen: Myxødem er en tilstand, hvor man har nedsat stofskifte på grund af nedsat udskillelse af stofskiftehormonerne fra skjoldbruskkirtlen til blodet. Sygdommen viser sig med mange forskellige symptomer, f.eks. mangel på initiativ, forstoppelse, kuldskærhed og smerter i muskler og led. Det er også typisk, at man tager et par kilo på eller har svært ved at tabe sig. Behandlingen af myxødem kan give forskellige bivirkninger, f.eks. vægttab, men ikke vægtøgning. Det lyder, som om du har lagt din livsstil om, så du burde tabe dig i vægt, men det er svært at vide, om du reelt kommer i kalorieunderskud.




























